Måske er man ikke helt bekendt med Yakari, men karakteren har eksisteret siden 1980’erne, hvor der for første gang blev udgivet tegneserie med den lille indianer. Nogle forældre vil måske genkende karakteren fra DR Ramasjang, men filmen her er spritny.
Vi følger den lille indianer, Yakari ( Samuel Glem Zeuthen), som er fyldt med energi og drømme. Han bor trygt med sin stamme omgivet af familie og venner. Hesten Lille Torden ( Gordon Kennedy) er kendt for at være utæmmelig og kan ikke fanges. Alligevel drager Yakari ud for at finde den hurtige hest. Rejsen byder på mange farer og overraskelser – nemlig at han kan tale med dyr.
Animationen i denne film er utrolig smuk. Den er farverig og stråler af et velproduceret stykke arbejde. Dette vil helt sikkert falde i alles smag, som har mulighed for at nyde de smukke billeder og flotte farver.
Dialogen er som man kan forvente i en børnefilm. Meget enkel og forståelig, og så kan man da ikke andet end at grine over det sjove navne - såsom ”Rolige Klippe” og ”Bisonfrø”. Der er intet nyt eller originalt ved filmens budskab om venskab, familie og vigtigheden af naturen, men filmen bevarer dog fortsat sin charme.
Om forældrene vil nyde denne film, er lidt af en gåde grundet dens forenklet budskab og historie. Dog indeholder filmen nogle få sjove slapstick humoristiske øjeblikke, som både vil falde i børne- og voksenhøjden. Det skal fortsat understreges, at filmen er mest tænkt til børn.
”Yakari – på store eventyr” er en velproduceret og effektiv børnefilm. Den byder ikke på de helt store overraskelser, men gør det, som den skal for at tilfredsstille dens publikum. Alle kan dog nyde de visuelle, smukke billeder på et kæmpe IMAX lærred.