Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
En kvinde som lever i et såkaldt åbent ægteskab, er ved at blive træt af ægtemanden Anthonys kolde, kyniske væremåde. Hun tager en chance med en libanesisk kirurg som arbejder som kok, under en fin fest ægteparret er inviteret til. De falder hurtigt for hinanden, men når ting som politik, religion og livsstil ryger til diskussion, bliver deres kærlighed sat på prøve.
Yes er et typisk kærlighedsdrama indpakket i eksistentialisme. Allerede ved første scene hvor ægteparrets rengøringskone taler direkte til kameraet og drager paralleller mellem snavs og liv, ved man at det ikke er en typisk kærlighedsfilm man er gået i krig med. Yes åbner en masse dialog om religion, politik, livsstil og eksistens i det hele taget, og lader disse spørgsmål forblive åbne, for ligesom virkeligheden, har Yes heller ikke noget endegyldigt svar. En bemærkelsesværdig ting i Yes er ligeså sproget, der leges og rimes med. Tankerne flyver hurtigt hen på Shakespeare, uden at sentimentalismen fra dengang følger med. Man skal ikke længere end 30 minutter ind i filmen før sproget føles helt naturligt og realistisk, og det er da en bedrift udover de sædvanlige.
Musikken, klipningen og instruktionen er ligeså noget helt for sig, og har du set en film af instruktøren Sally Potter (The Man Who Cried, Orlando) før, ved du også at hun ikke blot følger pøblen. Med mystisk og afvekslende musik, lydløshed, slowmotion, voice-over forføres publikum i et ellers ligegyldigt erotisk drama. Plottet er nemlig i sig selv intet mesterværk, og vi ved stort set hvad der skal ske hele filmen igennem, men det vigtige i historien er sjovt nok heller ikke plottet som så, det er at få dig til at tænke over dit liv, og den del virker bestemt. Ganske vist er instruktionen unik og flot, men den får ofte lov til at fylde for meget, og dvæle ved ting som man ikke føler nogen nødvendighed i, men ligesom plottet er det en del man skal lære at se gennem fingre med, for idéen i filmen er nok i sig selv.
Skuespillet er helt i top. Joan Allen (The Ice Storm, The Contender) spiller hovedrollen vi aldrig får navn på, med en sådan overbevisning at historien i sig selv hæves. Simon Abkarian er før mest kendt for sine roller i Frankrig, men er på vej mod Hollywood i den næste James Bond film, Casino Royale. Han er ligeså en nydelse at følge, og styrer det poetiske sprog fremragende på trods af hans tunge accent. Sam Neil (Ivanhoe, Jurassic Park) spiller ægtemanden Anthony, og selvom han gør et godt stykke arbejde, overskygges han af Allen og Abkarian. Shirley Henderson som rengøringskonen er umiddelbart den eneste der overspiller sin rolle en smule, men idet at det meste hun siger, er essentielt og interessant, glemmer man ofte hendes overspil.
Yes er ikke en film for alle, for formlen og indhold følges ikke sammen af de typiske veje. Mange mennesker vil stå af indenfor de første 5 minutter, men er du stadig interesseret efter disse minutter, vil filmen uden tvivl bide sig fast i dig. Det er ikke en film, der bevæger sig hurtigt igennem noget på noget tidspunkt, og man kan diskutere, om det ikke ville være klogere, at dvæle ved andre ting end den gør, men slutresultatet er stadig en god film med en god historie og en god pointe. Se den hvis du føler dig i dit eksperimenterende hjørne i dag.
Ekstramaterialet består af en række scener bag kameraet, og interviews med Sally Potter og de 3 hovedroller. Scenerne bag kameraet burde være sat sammen, de løber hver omkring 1-2 minutter og er som så ikke synderligt interessante, specielt ikke nok til at man gider vælge en ny gang på gang. Interviewene er der en del mere kød på, men bered dig på manglende undertekster på en britisk talende Sally Potter. 3 ud af 6 mulige stjerner.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
SF/Fox.
