Skriv en kommentar
Jellystone Park er, som navnet lader skinne igennem, et skønt, hengemt naturområde, hvor moder natur har fået lov til at ånde i fred og fordragelighed, blottet for civilisationens insisterende hastværk og uorden. Parken har dog sit eget forstyrrende element – den flabede, men yderst charmerende madaficionado, bjørnen Yogi. Sammen med sin mindre opfindsomme, men ligeså charmerende ven, bjørnen Boo Boo, er han konstant på jagt efter gæsternes dejligt duftende picnickurve. Han finder på pudsige måder at gafle de besøgendes overdådige madretter på, til stor irritation for parkens klodsede, men godmodige skovbetjent Smith.
Men idyllens fremtid er truet – den lumske borgmester Brown har svindlet stort med byens penge og udtænker derfor skumle planer for at dække over sit fæle bedrag. Disse planer inkluderer både parkens ældgamle træer, en ny skovbetjent og en uddøende skildpadde. Yogi og Boo Boo står nu overfor en kæmpe udfordring og skal definitivt vise, hvem de er – er de mus eller rigtige … bjørne?
Yogi Bear Light
Kære læsere, Yogi Bear er et helt enestående pragteksemplar på en forfejlet film, fordi:
- manuskriptet øjensynligt må være blevet skrevet af et par førsteklasses elever eller voksne, hvis mentale niveau må være på dette stadie, som hverken har noget begreb om interessant karaktertegning, meningsfuld plotudvikling eller medrivende historiegrundlag.
- filmens persongalleri består ikke af overbevisende karakterer, men af plat og kunstigt spillede figurer, hvor den ene overgår den anden i tåbelighed, banalitet og kvalmepotentiale. Eksempelvis er skovbetjent Smith så luftig og påsat en figur, at han vel nærmest ikke kan karakteriseres som et regulært menneske. Det er vidst nok meningen, at han skal portrætteres som komisk og sukkersød - i stedet fremkalder han adskillige irritationsstøn og noget nær kronisk rullen med øjnene hos denne anmelder. Blah.
- historien i filmen er ligeså afmagret og undernæret som den forgangne modeuges modelstab. Der er simpelthen hverken nok kød, kraft, saft, hud, hår, marv, menneske eller bjørn i historien. Hele konceptet er så gennemgående overfladisk skruet sammen, at der ingen struktur eller balance er i opbygningen. Der er ingen tvivl om, at filmens bagmænd alene har haft økonomiske øjemål i sigte og har måske derfor fejlagtigt ment, at et par kendte, sympatiske tegnefilmsbjørne tilsat den typiske skabelon med en ond, glubsk modstander (her den sleske borgmester) og en gennemsnitligt kejtet helteskikkelse (her den dybt ensformige skovbetjent Smith) skulle være nok til at konstituere en spændende historie. Tro om igen. Selv om filmens primære målgruppe er de små, er filmens overpustede historie og orkestreringen af denne så intetsigende, at den virker direkte fornærmende for selv de mindste størrelser.
Hellere Disney Sjov
Helt fundamentalt er Yogi Bear en meget anstrengende oplevelse, fordi hverken filmens præmis eller personer er morsomme, interessevækkende eller nuancerede. Yogi og Boo Boo er søde og momentant smilfremkaldende, men de er desværre ikke udbyggede nok til, at man lærer at holde rigtigt af dem. I stedet synes man, at de kun til tider er tuttenuttede, men på meget laaang afstand, og denne afstandstagen medfører naturligvis manglende identifikation, som endvidere dæmper lysten til at indleve sig i historien. Fortællingen er i sig selv kun sjov og indlevende engang imellem – den gennemgående hæmsko er, at plottet er ligeså konstrueret og uægte som Anna Faris´ alias antropolog Rachels botoxopsvulmede læber. Historien er ikke alene voldsomt kedelig, forfærdeligt forudsigelig og chokerende fladtrådt, men tilmed skrækkeligt prætentiøs, da den selv hele tiden er overbevist om, at den er sååå festlig og sååå helstøbt. Den er dog alt det modsatte – man griner af filmen, men ikke på den mavekrampe-givende måde. Det er snarere grin af den nedladende slags. Man er gang på gang fem scener forud i filmen, så man nærmest tilskriver sig selv clairvoyantiske evner, og filmens tematik er så skandaløst stereotyp, at Paradise Hotel deltagerne har mere fornyelse over sig …
Man vil måske indvende, at filmens tænkte publikum ikke just er intellektuelle folk, men selv i børnehøjde er filmen langt fra fængslende nok til en biografbillet. De danske stemmer, der bl.a. bliver leveret af Lars Thiesgaard og Thomas Voss, har en yderst irritationsfremkaldende effekt – de er simpelthen så forcerede, at jeg savnede muteknappen! Om filmens originale stemmer, leveret af bl.a. Dan Aykroyd og Justin Timberlake, havde klinget mere blødsødent må stå i det uvisse (overtegnede er af den overbevisning, at pressevisninger BURDE foregå på originalsproget!). Det eneste formildende ved filmen er, at animationen af Yogi og Boo Boo er fremragende lavet og smelter fint sammen med det virkelige univers. Man er følgelig klar over, at bjørnene er animerede, men på intet tidspunkt springer det i øjnene som noget unaturligt eller påfaldende – bifald for dette stunt.
Det meget korte af det gabende lange er dog – spild hverken opmærksomheden, vinterferien eller pengene på Yogi Bear og co. Vover du dig alligevel ind i biografmørkets Jellystone, er du hermed blevet advaret.
