Skriv en kommentar
Stort skuespil.
Joaquin Phoenix leverer en af hans hidtil bedste præstationer som vores hovedperson Joe. Han er nærmest født ind i rollen. Han ligner en hjemløs lejemorder, med hans beskidte og lasede tøj. Han fanger perfekt sin karakters komplekser, og i hans øjne kan man konstant se både had og ligegyldighed, men også kærlighed og retfærdighed. Det er en præstation der virkelig beviser, hvor fantastisk god en skuespiller Joaquin Phoenix er. En stor ros skal også gå til Ekaterina Samsonov i rollen som Nina. Hun spiller, trods sin unge alder (15 år), godt op imod Joaquin Phoenix, og ødelægger ikke atmosfæren, som barneskuespillere godt kan have for vane at gøre.
Et intenst jerngreb.
Deres præstationer bliver indhyllet i en stilsikker og kontrolleret instruktion fra Lynne Ramsey, og et hårdtslående soundtrack fra Jonny Greenwood. De skæve industrielle toner og rytmer går smukt i spænd med storbyens snavsede gyder. Der er ingen kærlighed at finde i denne massive betonjungle, og det er lydbilledet med til at forstærke. Lydredigeringen er generelt højt mikset i filmen, hvilket er en lidt finurlig ting, men det fungerer som en god intensitetsforstærker. Og netop intensitet er en af filmens nøgleord. Det er godt, at filmen kun varer 90 minutter, for længere ville have været for meget. You Were Never Really Here fanger én i et jerngreb fra starten, og den giver altså ikke slip før til allersidst. Den er også meget voldelig og ”gory”, og her vil den måske tabe nogle folk. Disse blodigheder er dog vigtige for netop forståelsen af vores karakter. Vi skal se præcis de forfærdeligheder han ser for fuldstændig at forstå hans problematiske sind. Som et sjovt twist, vælger Lynne Ramsey endda at lægge et lag af sort humor over volden. Det er modigt, og er med til at gøre oplevelsen en smule syret.
En åben slutning…
Åbne slutninger kan sagtens virke, men hvis det ikke bliver gjort rigtigt kan det godt virke som en nem løsning. Historien skal gøre sig fortjent til en åben slutning. You Were Never Really Here har en åben slutning, og den kan ikke undgå at irritere lidt. For netop denne historie virker uforløst med dens åbne slutning, og det er synd. En uforløst følelse er nemlig ikke det bedste at slutte på, efter sådan en bragende intens oplevelse, som You Were Never Really Here nu engang er.
Det sat til side, så er You Were Never Really Here en gennemborende fantastisk oplevelse. På en måde møver den sig ind i dit sind, og forbliver der lang tid efter biografens mørke. I alt dens vold og elendighed, gemmer der sig en smuk spirituel historie, om en mand i midtvejskrise. Denne mands midtvejskrise er bare lidt mere intens end de flestes.
