Skriv en kommentar
Zero Dark Thirty er frem for noget andet, historien om årene efter angrebet på World Trade Center i 2001 op til drabet på Osama Bin Laden i Pakistan i 2011. Historien centreres om efterforskeren Maya (Jessica Chastain), der kommer til en hemmelig base i Mellemøsten for at tilslutte sig teamet, der skal lokalisere Osama Bin Laden. Maya bliver hurtigt tilknyttet den grove afhører, Dan (Jason Clarke), der umiddelbart efter hun er landet, hiver hende med til en brutal afhøring. Maya hærdes dog hurtigt og efterhånden står hun selv for de hårde afhøringer og begraver sig dybt i efterforskningen. Hun har ét spor, en mand kaldet Abu Ahmed, som de fleste tror er en spøgelseshistorie. Men som Maya tror på, er den direkte vej til Bin Laden.
3, 2, 1…
Der er kun én instruktør i Hollywood, der tør beskæftige sig med terrorisme og det amerikanske militærs samvittighed i kølvandet på terrorangrebene på Tvillingetårnene. Kathryn Bigelow, instruktøren af Oscarvinderen The Hurt Locker, er tilbage med endnu et drama i ørkenen. Men heldigvis ligner de to film langt fra hinanden.
Mange havde frygtet, at filmene gå ud i ét, eller at Zero Dark Thirty ville blegne i forgængerens succes. Filmen er heldigvis ikke en ”to’er”, men vil utvivlsomt ikke blive husket lige så godt, som historien om bombemanden, der er afhængig af adrenalin-kicket ved bombesikring.
Der er dog to ting, som filmene har til fælles; nemlig setting og fortællestrukturen. Hvor The Hurt Locker havde en ’dagstæller’, der talte ned mod nul og den dag soldaterne kunne tage hjem, har Zero Dark Thirty på samme måde også en kurs mod nul, da filmen naturligvis ender med drabet på Osama Bin Laden.
En modig kvinde
Jessica Chastain spiller rollen som Maya, der på ubeskrivelig vis, virker som den eneste i filmen, der helt og holdent er dedikeret til at finde Bin Laden. Selvom man det meste af filmen følger hendes kamp med at gennemskue edderkoppespindet, er det sjældent man kommet helt ind på livet af heltinden. Chastain tager køligt afstand til virkeligheden gennem hendes karakter og dedikerer sig til kampen for at finde de rigtige spor. Det er især befriende, at filmens handling ikke bliver smudset til af en kærlighedsaffære, men kun let berøres mellem Maya og Dan. Det er på den ene side fascinerende at opleve og på den anden side ærgerligt, da man netop ved ikke at komme ind på livet af Maya, kæmper på hendes side.
Bigelows force ved The Hurt Locker var, at der var en perfekt balance mellem at komme ind under livet på bombemanden William James (spillet af Jeremy Renner) og at man på ingen måde kunne acceptere eller forstå de handlinger han foretog. I Zero Dark Thirty kommer man kun alt for sent til at forstå Chastains karakter, da Maya først halvvejs inde i filmen, får et halvhjertet motiv for at kæmpe videre, selvom alt håb for at finde Bin Laden synes forsvundet.
Knaldhamrende god historie
På trods af at Zero Dark Thirty ikke kan betegnes som det nære drama, kan den i den grad klassificeres, som en af de bedst fortalte film baseret på virkelige hændelser nogensinde. Netop fordi man ikke kommer helt ind på det følelsesmæssige register hos de forskellige karakterer, fremstår fortællingen mere klar, ægte og drevet af sig selv. Manuskriptforfatteren Mark Boal, der også skrev The Hurt Locker, har et solidt professionelt greb på denne meget omsiggribende historie, man let som skribent kunne gå tabt i. Boal er god til at kaste spænding ind i historien, når det er nødvendigt, men er i høj grad også i stand til at fokusere på stilheden. Det vil sige at han giver fortællingen tid til at give tilskueren følelsen af, at årene går.
Filmen varer derfor også 157 minutter, og kunne sagtens stå lidt mere skarpt, hvis enkelte scener var skåret til. Men med dette resultat af en episk film, er det tilgiveligt. For gad vide hvor mange små og store begivenheder, der ikke fandt sin vej til det store lærred i denne fascinerende og (tidligere) ufortalte historie.
