Skriv en kommentar
En virus er ved at få transformeret hele den amerikanske befolkning om til rådnende og blodigt opkastende zombier. Filmens hovedperson og fortæller er en ung computernørd (Jesse Eisenberg), som lever af fast-food og lider af mindreværdskomplekser. Han formår at trodse zombierne ved hjælp af et strengt, praktisk regelsæt (’Regel #1: God kondition’, ’Regel #2: Skyd altid to gange’, osv.), og da han beslutter sig for at undersøge om hans forældre er i live, møder han en ægte post-apokalyptisk cowboy (Woody Harrelson), der bliver to meter bred ved synet af et potent gevær eller en stor bil, mens han bliver fornærmet, når han ikke kan få sit yndlingsslik. Så er scenen ellers sat til Gøg og Gokke i et ragnarok af zombier. Og den får ikke for lidt. På vejen møder parret to andre overlevende, et søskendepar, der på ægte Hollywood-manér sætter gang i drengenes modningsprocesser.
På trods af, at klicheerne ikke får for lidt, er Zombieland en af de bedste actionkomedier længe set. Det er dejligt at se, at man kan forene tyndslidte plots og motiver med skarp humor og et stilet stykke filmisk grundarbejde. Alt lige fra skuespil (Woody Harrelson er i sit es) og kameraarbejde til effekter, action og fortællestil er veludført, men ikke overprætentiøst. Og Zombieland formår – klicheerne til trods – at levere tilpas meget originalitet til at man ikke trættes. Et element som slow motion er for eksempel brugt meget, men for en gangs skyld fungerer det flot - ligesom det fungerer når fortælleren bruger det førnævnte regelsæt, og vi som tilskuere får det skåret ud i pap: angribes man af en zombie, der har gemt sig på bilens bagsæde, sender man den selvfølgelig ud gennem forruden ved et raskt tryk på bremsen. Og dertil mindes tilskueren om regelsættet med teksten: ”Rule #4: Remember to fasten your seat belt”. Det er stilet, voldsomt og utroligt morsomt.
De mange intertekstuelle filmreferencer er godt skrevet ind og humoren bliver således aldrig decideret plat. I stedet for at parodiere, er referencerne blot skarpe og humoristiske (som når Bill Murray spiller sig selv, der løber rundt og leger med Ghostbusters-udstyr) og generelt meget tydelige (som den klare inspiration hentet fra zombie-komedien Shaun of the Dead fra 2004).
Indrømmet: det er måske en drengerøvsfilm, hvor der er brugt mere tid på action og humor end på vage pointer om menneskelig indsigt, som den tilbagevendende zen-sætning: ”Enjoy the little things”. Det er tydeligt, at det ikke er her kræfterne er lagt, men det er nok konsekvensen af at lave en humoristisk zombiefilm, der i øvrigt har krævet mindste tre gange så mange stuntmænd som skuespillere.
Det, der så alligevel giver filmen det sidste løft, er musikken. Musikken er fra start til slut meget dominerende, og den musikansvarlige David Sardy har i sine valg formået at støtte de følelser som filmen er bedst til at stimulere, mens han – måske vigtigst af alt – formår at få os til at sluge det den er knapt så god til. Med andre ord fuldender og intensiverer musikken den stilfulde humor og action, mens den bløder op for de lettere vamle, forudsigelige banaliteter om en ung fortællers overgang fra bumset, pubertær amøbe til selvsikker, moden mand, der helst skal vinde sin drømmekvinde krydret med en god portion livserfaring. Det gør produktet fuldendt og helstøbt, og det gør oplevelsen en lille, afgørende tak bedre.
