Skriv en kommentar
Ægteparret Nanook (Mikhail Aprosimov) og Sedna (Feodosia Ivanova) lever et råt og stilfærdigt liv i pagt med den barske natur langt ude på den russiske tundra i provinsen Sakha. Deres eneste forbindelse til den omkringliggende verden er Chena (Sergey Egorov), der jævnligt kommer med petroleum og nyheder fra den moderne civilisation, som har opslugt deres eneste datter Ága (Galina Tikhonova), og skabt brud og gnidninger i familien. Sedna vil gerne forsones, men Nanook nægter at give sig. Pludselig vender en tragedie op og ned på deres tilværelse, og Nanook må drage afsted for at finde Ága.
Ága åbner med et langt klip af en ældre kvinde. Hun er traditionelt klædt og spiller på et blæseinstrument med levende øjne. Det er som om, vi er til privatkoncert kun til ære for os som publikum, og stil og tempo er lagt for filmen, der byder på sanselige indtryk af storslåede, hvide landskaber indhylet i is, sne, luft og endeløs himmel.
Lyden af vind er øredøvende og bemærkelsesværdig. Første ¾ dele af filmen er blottet for underlægningsmusik, og vi hører kun de forstærkede naturlige lyde og enkelte toner fra en ensom radio.
Det langsomme tempo passer til de lange klip og lyden. Dialogen er ligeledes klar, langsom og sparsom. Der er noget næsten minimalistisk over det samlede indtryk af filmen, der ikke har overladt noget til tilfældighederne og har skåret alt overflødigt væk. Første ¾ dele af filmen foregår ligeledes i Nanook og Sednas hytte, og i alt er der kun 7 personer i filmen.
Det er et barskt klima og en barsk tilværelse. Og alligevel, eller måske netop derfor, er der en udtalt og dybfølt medfølelse mellem Nanook og Sedna. Det er intimt og indfanger et langt liv sammen, som har skabt kommunikation uden ord og et imponerende samarbejde, hvor man får følelsen af, at de er vokset sammen til én.
De læser landskabet og tegn i naturen. Lytter til isen, ser snekaniner med sår der varsler ulykke og sygdom, ravne der varsler for tidligt forår og rensdyr på afveje. Det bliver derved også en kommentar til den globale opvarmning, som i den grad påvirker landskabet og deres levevis. Filmen er således spækket med symbolik, der venter på at lade sig tolke, dog uden at trænge sig på.
Det er Bulgarske Milka Lazarov, der har instrueret filmen. Han har ønsket at vise de moderne civilisationers indvirken på fjerntliggende samfund, og vise hvordan ”mennesker som lever under uudholdelige vilkår for moderne mennesker, har formået at bevare ømhed i deres personlige relationer.” Det er vellykket, og Ága bliver et blidt tankepust fra en barsk verden langt fra Hollywoods kendte formler.
Ága var årets afslutningsgallafilm på Berlin Internationale Film Festival 2018 og kan ses i udvalgte biografer landet over fra den 20. december.
