Filmens titel refererer til det forholdsvis beskedne rum på 10 gange 10 meter, som Cathy Newland bliver spærret inde i. Hun stod ellers lige foran at skulle åbne sin egen virksomhed, men et veltilrettelagt overfald og tilhørende kidnapning overlader hende i hænderne på en mystisk gerningsmand, som slet ikke er interesseret i at indløse en større pengesum for Cathys frigivelse. Alt han vil have hende til er – at oplyse sit navn.
Da dette sker er det tydeligt, at noget rører sig i kidnapperens sind. Men hvad? Noget tyder på at Cathy ikke bare er et tilfældigt offer, men nøje udvalgt. Hvad er forbindelsen mellem kidnapperen Lewis og Cathy? Det afsløres i 5 kvarters kattens leg med musen, som et kammerspil i thriller-genren. Luke Evans (Hobbitten, Kvinden I Toget, Fast & Furious, Skønheden Og Udyret) og Kelly Reilly (Flight, Sherlock Holmes, True Detective, Britannia) bærer 10x10 som et drevent mindfuck, som du med sikkerhed ikke kan regne ud, førend rulleteksterne indtræffer. En film på tomandshånd, som også i sin fremdrift skal indeholde et stærkt visuelt udtryk og en skarp dialog, hvilket desværre halter en smule. Det gør i sidste ende også at 10x10 aldrig rigtig hæver sig op over middelmådigheden. De få andre personer som blander sig undervejs, f.eks. Lewis’ hushjælp der kommer på uanmeldt besøg, får ikke lov til at byde sig til, men vigtigst af alt, ej heller mulighed for at bryde tosomheden.
Kortfattet kan man så konkludere at idéen er god, men effektueringen halter. Et fint plot, men udfoldelsen rækker således heller ikke til mere end den ene time og 18 minutter. Jeg var samlet set ikke underholdt til mere end 3 stjerner.
Udgivelsen indeholder intet bonusmateriale.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Universal Pictures.