Skriv en kommentar
12 Years A Slave er en af de film, man føler et hvis pres på at kunne lide. Nomineret til 9 Oscars og baseret på en sand historie om de hvides undertrykkelse af de sorte, gør det til en film, som du skal have gode grunde til ikke at kunne lide. Og dem er der ikke mange af.
Som titlen siger...
Titlen giver det kortest mulige plotresumé; en mand bliver holdt som slave i 12 år. Solomon Northup (Chiwetel Ejiofor) er en sort, fri mand, der bor i staten New York med sin kone og to børn i midten af 1800-tallet. Under påskud om et jobtilbud bortføres han til Syden, hvor han bliver solgt som slave til en mand ved navn William Ford (Benedict Cumberbatch). Ford er sympatisk over for sine slaver især Solomon, der nu har fået slavenavnet Platt, hvilket kun gør Fords ansatte mere ondsindet. Da Solomon en dag trodser en af disse ansatte, må Ford overdrage ham til en anden plantageejer, den brutale Edwin Epps (Michael Fassbender). Epps udnytter til fulde sin magt over sine slaver, hvilket både indebærer piskning og at få dem til at danse folkedans efter forgodtbefindende.
At Solomon er født fri, er det, der gør hele forskellen. Både for ham og for filmen. Solomon er klar over sit eget værd som menneske på en anden måde end de andre slaver, selvom de dog er klar over, at deres levevilkår langt fra er optimale. Det er denne vished, der både giver ham noget at leve for, men også gør det hele så meget værre, da kontrasten mellem hans liv som fri og som slave er så voldsom. For os som tilskuer kan vi identificere os med ham og sætte os ind i hans tab af sit tidligere liv på en anden måde end mange andre film om slaveri, og vi forstår, at det ikke bare er hans frihed, der tages fra ham, men hele hans identitet som et menneske.
De Oscarnominerede
Chiwetel Ejiofor formår at lave et skarpt og dog dæmpet portræt uden at forfalde til at overspille, men hvor man stadig fornemmer den indre såvel som ydre kamp for at overleve. Han er ikke ene om at imponere, da både Fassbenders Epps er frygtindgydende, men aldrig karikeret, og Lupita Nyong’o, der spiller slavepigen Patsey, som Epps har et lidt for godt øje til, udtrykker al den smerte, som man også sidder tilbage med som tilskuer. Kun Brad Pitts karakter virker en smule flad, men da han er en af producerne på filmen, har McQueen måske ikke haft det store at skulle have sagt i den casting.
Visuelt magtpræsentation
Visuelt er filmen helt uovertruffen. Billederne er gennemkomponeret i alt fra framing til lysindfald, og intet virker tilfældigt. Flere af billederne kunne være motiver til akvareller og oliemalerier, mens andre er helt enkle med meget få elementer, og stadig utroligt udtryksfulde.
Instruktøren, Steve McQueen, og fotografen, Sean Bobbitt, bruger billedsiden meget aktivt til at fortælle historien, hvilket forstærkes af lydsiden, der enten er subtil, eller følger en ofte visuel rytmer, der forstærker begge dele. Samtidig er der ikke noget, der bliver overtalt, der er ingen svulstige violiner, der fortæller os, hvornår vi skal være bevægede, og hvornår vi skal græde. Musikken er støttende snarere end dominerende, hvilket også gør at filmens ofte lange indstillinger bliver meget stærke og nærværende.
At historien er baseret på en sand historie fortalt af en fri mand, der oplevede det hele indefra, og som har haft et helt liv som fri mand at sammenligne de 12 år med, giver filmen en tyngde, der sammen med det fremragende skuespil gør filmen meget svær at slå ud af hovedet. Den er ikke ude på at pege fingre af alle hvide, men det er alligevel svært at gå derfra uden en grim smag i munden. Der er meget få fingre at sætte på denne film, og det er virkelig kun skønhedsfejl, der afholder den fra at få topkarakter, for det er virkelig en film, som alle bør se, hvis de vil have en forståelse for USA's historie.
