Skriv en kommentar
Vi følger Agnes (spillet med skarphed og tør humor af Eva Victor, som også er filmens instruktør), en nyudklækket professor i engelsk litteratur på et universitet et sted i New England. Hver dag i tre år har hun kæmpet med at finde indre ro og allermest finde tilbage til den hun var, inden hun oplevede et seksuelt overgreb af sin underviser, vejleder og forbillede, professor Preston Decker. Det tragikomisk er, at i forbindelse med hendes indsættelse som professor, får hun tildelt hans stilling og kontor. Det vækker både gode og dårlige minder fra hendes vejledningstimer med ham, og hvordan disse timer akkumulerede og ledte hen mod overgrebet.
Til stor irritation for de andre ph.d.-studerende forguder og roser den tidl. professor Decker Agnes artikler og uddrag af ph.d.-afhandling til skyerne. I en uskyldig og spøgefuld samtale med hendes hjerteveninde, roommate og fortrolige Lydie (spillet hjertevarmt og troværdigt af Naomi Ackie) taler de muntert om og joker med, om professor Decker er ude på at komme i seng med Agnes, idet han komplimenterer alt hvad hun skriver og siger. Agnes har altid hans fulde opmærksomhed modsat de andre ph.d.-studerende. Den tanke gør Agnes deprimeret og trist, hvis det er sandt. At han i virkeligheden slet ikke finder hende intelligent og hun sætter endda spørgsmålstegn ved, om han egentlig synes, at hun har en løbebane og fremtid i universitetsverdenen som underviser og forsker.
Filmen er inddelt i fem kapitler, ikke lige lange og fortælles i en ikke-kronologisk struktur, hvor det første og sidste kapitel bærer den samme titel, nemlig filmens titel som en begyndelse og en slutning “Sorry, baby”.
Den amr. skuespiller og filminstruktør, Eva Victor har skabt en bemærkelsesværdig stille og samtidig ‘levende’ film om et dybt aktuelt emne, som berører mange kvinder og mænd, piger og drenge. Persongalleriet bestående af veninden Lydie, hendes lidt kluntet nabo Gavin med ‘benefits’ (spillet med en charmerende og personlig kant af Lucas Hedges) og sandwich-café manden (spillet med stor indlevelse af John Carrol Lynch) udfoldes tredimensionelt og komplet med deres særheder, selvom de har begrænset skærmtid og sandwich-manden er for eksempel kun med i en scene, men en afgørende scene, hvor Agnes får et angst anfald for derefter at lette sit hjerte og sandwich-manden får en slags terapeutisk rolle.
Dynamikken og venskabet mellem Agnes og Lydie er filmens klangbund, hvorfra emnet om overgrebet simrer under overfladen sammen med livsglæden, humoren og i harmoni med den landlige luft og lugt og det lokale samfund.
