Skriv en kommentar
Psykolog og forfatter Renée Toft Simonsen overraskede sidste år med filmatiseringen af sin børnebog Børnene fra Sølvgade – om den atypiske, men harmonisk sammensatte familie bestående af fire skarpe børn og deres stedfortrædere, Miss Nelly og Brian. Derfor er der allerede nu kommet en fortsættelse til succesen, der solgte over 190.000 billetter.
Tristan, Katinka, Kirk og Petra er flyttet ind hos Miss Nelly og Brian på Martinsvej. De er lykkelige for livet i deres nye familie og glæder sig som sindssyge til det, der skal blive den bedste juleaften i deres liv. Men en dag banker det på døren. Det er børnenes morfar og mormor, som gerne vil have dem til at bo hos sig – i deres kæmpestore slot, finansieret af en succesfuld marcipanfabrik.
Det er sådan set en sjov og moderne fortælling – en slags nutidig Far til fire, hvor børnene er lykkelige, men stadig må se lovens konsekvenser i øjnene. Selv kommunetrolden, spillet af Ditte Hansen, virker denne gang helt menneskelig, fordi hun kan se, hvor godt børnene har det hos det skøre, men kærlige par Nelly og
Brian – også selvom de hverken biologisk eller juridisk er deres forældre.
Fokus er fortsat på børnene, der som altid får en masse kreative idéer. Især den kvikke Katinka, som vil gøre alt for at komme tilbage på Martinsvej. Derfor udtænkes en plan for at sabotere morfarens elskede marcipanfabrik, så familien ikke har råd til at beholde dem.
Der er ingen egentlige skurke i filmen – og det burde der heller ikke være. Jo, morfar, spillet fint af Søren Pilmark, er en smule fjern og magtsøgende, men vi finder hurtigt ud af, at fortidens fortrydelser spænder ben for hans dømmekraft. Mormor, spillet af Susanne Storm, er derimod den varme og omsorgsfulde, som blot ønsker, at børnene skal have det godt – uanset hvor de ender. Selvom loven heller ikke altid er på børnenes side, kan man heller ikke give dem skylden for at følge de juridiske restriktioner – selvom børnene naturligvis er sønderknuste.
Det er desuden et herligt gensyn med Jakob Fauerby som den finurlige Mary Poppins-figur og Anders W. Berthelsen, der elsker børnene mere end nogensinde. De har en naturlig og solid kemi, som selv homofoberne skal længere ud på vejen med, hvis de vil kritisere filmen for at være “woke”.
”Børnene fra Sølvgade tager kampen op” er sjov, finurlig og et charmerende gensyn. Selvom filmen ikke byder på store overraskelser, fungerer den som et varmt og underholdende gensyn med en moderne familie, hvor kærlighed og fællesskab trumfer alle regler. Det hele er pakket ind i juleglimmer, humor og et børneunivers, der tager sine figurer alvorligt uden at miste legebarnet i sig.
