Skriv en kommentar
Instruktøren Kathryn Bigelow har aldrig været bange for at tage de alvorlige emner op. Det har hun tidligere bevist med film som ”The Hurt Locker” og ”Zero Dark Thirty”, hvor magt, politik og intensitet går hånd i hånd. Derfor er det heller ikke overraskende, at hun denne gang har kastet sig over et manuskript af Noah Oppenheim — en fortælling, hvor tid bogstaveligt talt er en luksus.
Filmen er fortalt i tre sekvenser: fra top-politikere, sikkerhedsfolk og piloter — alle med en tidsgrænse på 20 minutter, før USA bliver angrebet. Hvert sekund tæller, og Bigelow formår at vise den skrøbelighed, der opstår, når en håndfuld mennesker skal forsøge at redde klodens skæbne. En næsten inhuman opgave.
Rebecca Ferguson leverer et stærkt åbningssegment. Ét øjeblik er hun sammen med sin mand og deres syge søn, det næste står hun som kølig kaptajn i sikkerhedsrummet i Det Hvide Hus, hvor en mulig atomtrussel er under opsejling.
Selv da alle gør, som de skal, og forsøger at bevare roen, svigter missilforsvarssystemet til 50 milliarder dollars. Og til sidst må én enkelt mand tage den altoverskyggende beslutning – præsidenten, spillet af Idris Elba.
Klipningen mellem sekvenserne er knivskarp, og intensiteten er til at tage og føle på. Dog tør Bigelow ikke følge konsekvenserne helt til dørs. Sikkert et bevidst valg, men det efterlader publikum en smule snydt – især efter 20 hæsblæsende minutter fra tre perspektiver, som ender i egne konklusioner og frustrationer.
Filmen føles desuden skræmmende aktuel. Man fristes til at forestille sig, hvordan et lignende forløb ville have udspillet sig under Trumps ledelse. For selv med eksperter og rådgivere, er det næppe en overraskelse, at manden ville handle på egen hånd – med potentielt katastrofale konsekvenser.
”A House of Dynamite” er en intens og relevant atom-thriller. Bigelow er ikke bange for at vise os kaosset i realtid, men holder os alligevel på afstand af de vigtigste beslutninger. Det gør, at filmen til tider føles længere, end de 20 minutter den skildrer – og det er synd, for potentialet til et moderne mesterværk var lige der.
