Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Der er ingen grund til at hvirvle yderligere støv op om muligheden for politiske tolkninger i og omkring Ole Bornedals TV-serie ”1864”. Derimod er der grund til at opfordre til, at man sætter sig ned og genser serien som et stykke sammenhængende TV-dramatik, der forholder sig til mennesker på forskellige trin af den sociale rangstige i både fortid og nutid.
De 2 brødre Laust og Peter drager stolte i krig med rank ryg. Samtidig følger man i et parallelt handlingsforløb fra nutiden Claudia, der har mistet sin bror i Afghanistan. Hun bliver tvunget til at arbejde som hushjælp for den aldrende baron, formidabelt spillet af Bent Mejding, tilfældigvis på det sted, hvor de 2 brødre i sin tid voksede op. Claudia kommer efter forskellige genvordigheder tættere ind på livet af baronen og ender med at læse efterladte breve fra baronens familie op for den så godt som blinde baron.
Det går efterhånden op for Claudia – og os derude foran skærmen – at de 2 historiespor er knyttet sammen. Baronen er langt fra stolt af, hvad hans familie har bedrevet, men de efterladte breve forklarer mangt og meget for dem begge.
Ud over at følge Laust og Peter er fortidens handlingsspor delt i et spor, der følger de politiske beslutningstagere i København, som sidder mageligt placeret langt væk fra krigsskuepladsen, et spor, der følger Didrik - en rolle, som Pilou Asbæk udfylder med al den lede og modbydelighed man kan forvente af en søn af en baron, som ikke regner tyende for noget og sigøjnere for endnu mindre - og et spor, der følger en sigøjnerfamilie, som slår sig ned på egnen, hvor Laust og Peter hører til.
Personerne har ikke umiddelbart så meget med hinanden at gøre, men deres veje frem mod slaget ved Dybbøl bevæger sig og ud mellem hinanden, så de handlingstråde, der til at starte med ser tilfældige og usammenhængende ud, til sidst flettes sammen på fornem vis. Spændingen mellem klarsynet og realismen hos den militære ledelse ved Dybbøl står i skærende kontrast til ambitionerne hos fantasten Ditlev Gothard Monrad og de jammerlige forhandlingsevner hos de militære ledere omkring oberst E. A. Lundbye.
”1864” er ikke et stykke faktuelt pinligt korrekt historie. Det er dér føromtalte politikere og kommentatorer går galt i byen. Fiktionens verden indebærer jo netop i sagens natur, at personer og begivenheder bliver fortolket og tillagt egenskaber og karaktertræk, der er overdrevet. Søren Malling former for eksempel den mutte veteran fra tidligere slag med en snert af magi og clairvoyance, som vel strengt taget er af tvivlsom karakter i faktuel sammenhæng. I ”1864” fungerer figuren imidlertid fint som en dramatisk drejning, der bidrager til, at baronen - Didriks far – tager den fatale konsekvens af sønnens ynkelige rolle ved slagene.
Ole Bornedal lader ingen tvivl tilbage om, at krig er en beskidt affære. Slagene bliver udfoldet så gruen står som mejslet i sten. De blodige lazaretter. De kummerlige forhold i skyttegravene. Angsten, der pibler ihærdigt frem, efterhånden som krigshandlingerne har skrællet de sidste rester af urealistisk krigsromantik væk. Forhold, der står i skrækkelig kontrast til det stivsind og den stædighed, som de danske deltagere i fredsforhandlingerne i London bliver tillagt. Egenskaber og karaktertræk, der end ikke bliver rokket ved, da de tyske forhandlere forsøger at overbevise modparten om det udtalt nyttesløse i at fortsætte krigshandlingerne.
Da Peter hen mod slutningen gør sit bedste for at tegne en lys fremtid på den anden side af krigen, kan man drage en parallel til Chaplins proklamation i slutningen af ”Diktatoren”. Og da det til allersidst i nutiden går op for både Claudia og den aldrende baron, hvordan deres familier er knyttet til hinanden, kan erkendelsen kun bidrage til, at baronen kan drage sit sidste suk med fred i sindet.
”1864” var ved fremførelsen på TV oppe mod noget nær en syndflod af kritik, der for langt hovedparten ikke bundede i seriens visuelle og dramaturgiske kvaliteter. Det kan kun anbefales at man med udgivelsen på DVD og BluRay giver serien en ny chance.
