Skriv en kommentar
Lad mig starte med at sige at jeg er forudindtaget i denne film. Den omhandler et kapitel i musik-historien der har betydet rigtig meget for mig.
Filmen fortæller historien om pladeselskabet Factory, den efter alle standarder skelsættende gruppe Joy Division, og dens ligeså indflydelsesrige efterfølger New Order.
Men også om James, Vini Reilly/Durutti Column, Happy Mondays, lydarkitekten Martin Hannett, designeren Peter Saville, og en af de mest kendte dance-klubber i verden, the Hacienda.
Det kunne godt være endt med en rigtig kedelig dokumentar, men gjorde det heldigvis ikke.
Granada TV værten Tony Wilson (Steve Corgan) fortæller historien helt tilbage fra 1976, af og til direkte til kameraet, men primært som den hovedrolleindehaver han vitterligt var.
Vinklen er hele tide "hellere fortælle myten end virkeligheden" og det gør han, helt frem til Factorys fallit i begyndelsen af 90'erne.
Vi får historien om Happy Mondays der fodrer i tusindvis af duer med forgiftet brød, om verdens bedst sælgende maxi-single, New Orders "Blue Monday", der påførte Factory et tab for hvert eneste solgte eksemplar p.gr.a. det ekstravagante cover, om de mildest talt altruistiske vilkår kunstnerne blev signet til Factory på, og en masse andre anekdoter der ledsager den overordentlig spændende historie om fødslen af den musikalske bølge der senere skulle blive kendt under navnet Madchester, og i den grad sætte byen på det musikalske verdenskort.
Filmen er lavet som dygtige sammenklip af original-optagelser og de nye, der får os til at tro på at skuespillerne er de personer de foregiver. Og premiere-tidspunktet kunne næppe være valgt bedre, med den fornyede interesse for New Order der i 2002 efter seks års tavshed udgav albummet Get Ready og gav koncerter over hele verden i den anledning, inklusive Roskilde Festival 2002. Personligt havde jeg håbet at Winterbottom havde valgt Toby McGuire til at spille Ian Curtis - forsangeren fra Joy Division, men egentlig klarer Sean Harris det fortrinligt, han formår at få Ians maniske natur frem, man tror på det dæmoniske sind, de epileptiske anfald, og beslutningen om den alt for tidlige afsked med livet.
Den musikalske ledsagelse omfatter Joy Division, New Order, Sex Pistols, Clash, Happy Mondays, Durutti Column, 808 State, Chemical Brothers, jeg skal spare læserne for videre udgydelser om dette overflødighedshorn af fantastisk musik, og blot fremhæve live-versionen af Here To Stay der er en kollaboration mellem Moby og New Order.
24 Hour Party People er en både tungue-in-cheek sjov, underholdende, interessant, og - for folk med bare en smule interesse for den musikalske udvikling de sidste 30 år - uomgængelig film. Måske den skarpeste film om musik overhovedet, et to timers rave - Se den!
DVD-udgaven findes i to versioner, standardudgaven med en DVD, hvor ekstra-materialet omfatter tilblivelsen af filmen, et portræt af den "virkelige" Tony Wilson, musikvideoen til New Order's "Here To stay", og så de-luxe-versionen på to DVD'ere, med et smukt Factory-inspireret omslag, hvor ekstra-DVD'en byder på kommenterede spor fra bl.a. Tony wilson, Steeve Coogan og producer Andrew Eaton, et sleeve-note-spor med oplysninger om al musikken, til ledsagelse filmen igennem, diverse interviews, et galleri med uddrag af grafikeren Peter Savilles værker, etc. etc. - value for money!
