Skriv en kommentar
Titlen 2 Guns refererer formodentlig til de to hovedpersoner Michael Stigman (Mark Wahlberg) og Bobby Trench (Denzel Washington), for skydevåben og eksplosioner spares der ikke på i de 109 minutter dramaet udfolder sig. Underholdende bliver det dog først for alvor, hver gang Stigman og Trench deles om skærmpladsen. Et usammenhængende og irriterende utroværdigt plot gør ikke andet end at distrahere fra den velspillet, velskrevet og rytmisk skarpe dialog, der eksisterer mellem Wahlberg og Washington i rollerne som hhv. den skamløse og smådumme Stigman og den udbrændte Trench. Det umage makkerpar er heldigvis hovedfokus i 2 Guns, så man skal nok komme småklukkende gennem oplevelsen.
Løgn, bedrag og total forvirring
Et rundtosset plot tager udgangspunkt i et evigt voksende bjerg af løgn og bedrag. Det vrimler med forskellige interessegrupper; illegale statsansatte, brutale narkokarteller, narkotikapoliti og selvstændigt handlende søværnspersonel. Som historien skrider frem udvides dette netværk med søgte indbyrdes forbindelser og fortænkte sammensværgelser, som fører til den ultimative livslektie for Trench og Stigman, at de ikke kan stole på nogen som helst. Bevares, det er en imponerende mængde officielle statsorganisationer, der inddrages som medaktører i plottet, men på så urealistisk og sammenklistret en facon, at det blot frustrerer og virker fremmedgørende. Det roder med skjulte dagsordener og unødvendigt mange karakterer. Især når det dybest set kun er Trench og Stigman, der kan beskrives som spændende og sjove personligheder.
Stigman og Trench lyver og bedrager naturligvis også hinanden. De er begge under dække som narkotikasmuglere, hvilket de ikke ved om hinanden. Trench er en garvet narkotikabetjent, hvis dedikation på jobbet og forsømmelse af privatlivet har betydet, at han med tiden nærmest er forsvundet helt ind i rollen som en rapkæftet kokainsmugler med fremragende forbindelser. Hans mål er at fange og retsforfølge den mexicanske narkobaron Papi Greco (Edward James Olmos). Stigman er på en mere kortsigtet mission for søværnet, som går ud på at plyndre Grecos kassebeholdning. Det er selvfølgelig ikke så ligetil for hverken Trench eller Stigman at opfylde deres individuelle mål. Hvad der er langt værre, viser deres alliereret sig, som værende langt mindre loyale end hvad man kunne have forventet sig. Menneskejagten vender sig hurtigt og intensivt mod Trench og Stigman i stedet for mod den ulovlige narkobaron.
Sortsyn og et fantastisk makkerpar
Den ellers velkendte amerikanske opdeling af godt og ondt, rigtigt og forkert er forfriskende med sit fravær. I 2 Guns er det ego og egen fordel, der bestemmer alle karakterernes handlinger. Det betyder samtidig, at historien forløber med et gennemtrængende lag af kynisme, som godt kan tage modet fra en. Mennesket vises langtfra sin bedste side i aktionbraget.
Alligevel er der ingen tvivl om, hvor sympatien ligger af den simple årsag, at Trench og Stigman er oprigtigt sjove mennesker at være i selskab med. Når de to karakterer og skuespillere får lov til at spille op ad hinanden, opstår der fornyet liv i en ellers upåfaldende fortælling. Wahlberg er fantastisk og charmerende som tumpet muskeldyr, og Denzel Washington har en vidunderlig ansigtsmimik som reaktion på nogle af Stigmans herligt upassende kommentarer. Trench og Stigman er begge lidt nogle småidioter, men man hepper og håber at det går dem vel.
Det er ærgerligt at selve plottet i 2 Guns ikke kan leve op til det fremragende samspil mellem Washington og Wahlberg. Til gengæld er det så godt, at man trods de store mangler, føler sig vel underholdt under hele filmoplevelsen. 2 Guns må nu alligevel nøjes med 3 stjerner og et stort pil opad herfra.
