Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
For et par år siden begyndte Nordisk Film, som i år fylder 100, at udsende en række af deres film på DVD. I første omgang var det de nyeste klassikere fra 1970’erne og frem, men nu er man begyndt at skue længere tilbage i tiden – måske for at aflive en myte!
Myten går selvfølgelig på at dansk film i efterkrigstiden frem til 1970 kun var folkekomedier og lystspil. Der blev naturligvis også lavet film i andre genrer efter amerikansk forbillede. De er desværre notorisk blevet forbigået af videodistributører og TV-stationer her til lands. Tænk bare på det to kanoniserede film ”Soldaten og Jenny” og ”Ditte Menneskebarn”. Hvor tit er de blevet vist i forhold til ”Charlies tante”?
Nu bliver en række af disse ældre film nu udgivet på DVD. En af dem er Torben Anton Svendsens thriller ”2 minutter for sent” fra 1952. Torben Anton Svendsen havde en baggrund i det Kongelige Teater og var i øvrigt klassisk uddannet cellist. Han er måske mest kendt for ”Mød mig på Cassiopeia” og Frits Helmuths store gennembrud ”Det er så yndigt at følges ad”.
”2 minutter for sent” beviser to ting. At man sagtens kunne fremstille til tider fine visuelle filmværker på dansk grund i 1950’erne og at man samtidig lakkede noget bagefter i fremstillingen af karaktererne i dansk film. At DVD-coveret afslører at filmen er en komedie, må være en slem trykfejl, for vi har at gøre med en ”who-dunnit-film” med forviklinger ala Shakespeare. Manuskriptet er skrevet af Peer Guldbrandsen, som både gjorde sig som forfatter og instruktør.
Kort fortalt handler filmen om jalousiens rædsler i et ægteskab. Max og Grethe (hhv. Poul Reichardt og Grethe Thordahl) er nygifte, men har sine slagsider. Max er en forhenværende player-type med lyssky forretninger og Grether er godt gammeldags jaloux. Max tyranniseres af sin tidligere kæreste Sara Klint (spillet med rigtig Femme Fatalitet af Jeanne Darville, som i virkelighedens verden også var en femme fatale, hvis man spørger Frits Helmuth. Deres ægteskab endte med 5 retssager!). Sara Klint kan lide pelse og det vilde liv og afpresser således Max for at holde hans fortid i ro. Det ender selvfølgelig med at hun må dø! Men hvem er morderen? Det er selvfølgelig det filmen prøver at tilsløre og afsløre uden dog at få det til at fungere på nogen nævneværdig måde. Den der skal afsløre plottet for os er Grethes søster Beth (filmens bedste karakter iscenesat af Astrid Villaume). Hun er journalist for Politiken og kan godt se, at der er noget lurvet ved det hele. Hun sætter sin tvivl ved en særlig pukkelrygget urmager og har i øvrigt et slemt godt øje til svogeren! Urmageren som er ret godt skrevet med dybde i karakteren bliver spillet af Erik Mørk, der desværre tvinges til at overspille og minder os om Svendsen allerstørste problem. Der er for meget Kongeligt Teater og for lidt substans i karaktererne. Når man bliver sindssyg i dansk film griber man sig til hovedet i fortvivlelse, som man gjorde i stumfilmen, men glemmer at publikum rent faktisk er udstyret med en hjerne! Desværre fordi fx Erik Mørk rent faktisk er en fremragende skuespiller og har de rette intentioner med sin misdannede karakter.
Plotmæssigt ender det hele ganske tragisk, hvilket bestemt er filmens fordel ligesom man må indrømme at Torben Anton Svendsen lykkedes med at skabe en formmæssige spændende film med masser af besnærende ”film noir” vinkler og klipning i figurative størrelser, som når en svingdør klipper over til en teske i en kaffekop eller når filmens tidsmotiv konkretiseret i en pendul klippes over i et pendulerende telefonrør, som Poul Reichardt slipper, da han netop i filmens slutning får at vide at det hele er 2 minutter for sent – og således er det næppe nogen tilfældighed at filmens mystiske karakter netop er urmager (en person der kan reparere tid i overført betydning).
Ellers kan man glæde sig over fx Johannes Meyer i rollen som en alkoholiseret vicevært, der har lugtet lunten. Han er et slags comic sidekick uden at han dog går i Malmberg-mode! Johannes Meyer debuterede i 1909 og har altså allerede her en klassiskerstatus i dansk film. Louis Miehe Renards sensationslystne skrivekarl, der er lun på Beth er heller ikke dårligt udført. Men alt i alt er filmen en lidt for stor mundfuld for Torben Anton Svendsen, der glemmer at give publikum ret til at tænke og skuespillerne lov til at antyde. Erik Mørk kunne have haft en glansrolle, hvis han havde fået lov til at være lidt mere antydende.
Med andre ord: For meget stumfilmsskuespil og for lidt suspense – men ellers en seværdig film i kategorien ”et værdigt forsøg på at lave en genrefilm”! Og det foretrækker man mere end danske farcer fra samme periode.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film
