Skriv en kommentar
I enhver kunstners liv opstår der perioder, hvor muserne ikke flyver i en sværm omkring værkstedet, hvor ideerne ikke lander på skrivebordet ud af den blå luft og hvor det hele synes at være gået i stå. Sådan indledes Federico Fellinis 8½ med en instruktør, der kvæles i en lang og udmarvende bilkø for til sidst at flyve væk som en drage i en snor. En drømmesekvens bliver til et mareridt og nederst i dragen går en filmproducent og en slem anmelder og trækker i trådene. Kunstneren er låst fast og sådan var det også for Federico Fellini i begyndelsen af 1960’erne. Han havde fejret store triumfer med La Dolce Vita og nu stod han midt i karrieren og vidste ikke frem eller tilbage. Er man en sand kunstner, kan man i sådan en penibel situation skabe underværker – og det gjorde Fellini med 8½.
Filmen handler som sagt om en filminstruktør, der sidder fast i hverdagens trummerum. Der kommer ikke en original tanke til hans hoved, og for at få lidt ro og fred søger han mod et refugium, hvor alle implicerede til den næste film følger trop uden at Guido Anselmi (det hedder nemlig instruktøren) har nogen som helst ide om, hvad filmen skal handle om. Anmelderne skælder ud og stiller spørgsmål. Producenten er direkte enerverende i sine ustandselige krav om at få noget for pengene. Oven i købet forlanger han en science-fiction film med rumraketter og affyringsramper. Oven i det kommer selvfølgelig den utiltalende sminkedåse af en elskerinde og den alt for forstående hustru. Med andre ord dukker alle Guidos skeletter frem af skabet – og de skeletter der ikke er i skabet, men i graven, drømmer han sig frem til, således at man igennem felliniske mareridtssekvenser får indblik i en streng katolsk opdragelse med synd og lyst som sideløbende interesser ved siden af forældrene reaktioner over drengens formåen. Når Fellini leger med det mest slibrige sider af Freud bliver det virkelig stærkt at se på. Således kan Guido i sine drømme ikke skelne mellem moder og hustru – og så kan tilskueren fortolke frit over sådan en tanke.
Efter godt halvanden times jammerlig eskapisme fra Guidos side rammes han omsider af lynet, da Claudia Cardinale i rollen som sig selv træder ind på scenen. Hun er musen, der kan få ram på problemerne i den kunstneriske proces og efter en kort samtale med hende er Guido klar til den store finale – et gigantisk pressemøde på settet foran alverdens kritikere og med den gigantiske affyringsrampe i baggrunden. Guido er nået et højdepunkt i sin eksistentielle fundering. Han må tage skridtet fuldt ud – og begå selvmord. Det gør han således (i både direkte og metaforisk forstand) og scenen skifter fra film til cirkus. Guido træder i karakter og lader sine karakterer fra både film og liv træde ind i cirkusmanegen. Tilskuerne sidder måbende tilbage og opdager pludselig at den film, som Guido ikke har kunnet lave i de sidste ni kvarter har rullet henover lærredet for øjnene af os.
Hvis der er lavet en metafilm nogensinde er det 8½ - og puha en oplevelse. Man skal som tilskuer af yngre dato og med Hollywoodsk opdragelse holde tungen lige i munden og sikre sig at koffeinlageret i hjernen er fyldt helt op, inden man kaster sig ud i denne filmiske rutsjetur. Fellini pendler i 8½ mellem absurde drømme og en endnu mere grotesk virkelighed, der gør den filmiske oplevelse suveræn, særligt fordi man ikke aner hvilket ben man skal stå på. Når så alt bliver lagt sammen og trukket fra, viser det sig at man har overværet et af filmhistoriens største værker.
Mange film i historien har leget med det metafiktive, hvor filmen træder i karakter som film og handler om sin egen måde at være film på eller sin egen tilblivelsesproces. Blandt de danske titler finder vi Lars von Triers Epidemic og Niels Malmros’ Århus by Night, men 8½ er sammen med Dziga Vertovs Manden med kameraet fra slutningen af 1920’erne de mest konsekvente i den metode. Blandt de mere interessante indslag i metafilmen indenfor de seneste år er Spike Jonzes og Charlie Kaufmanns (manus) Adaptation, der leger med tanken om, hvordan en roman bliver til en film, således at filmen både handler om tilblivelsen af filmen og selve filmatiseringen af romanen.
I titlen 8½ som måske synes noget kryptisk for uvedkommende ligger der også et metafiktivt perspektiv. Filmen markerer Fellinis 8½. film. Han havde inden da lavet seks spillefilm, to kortfilm (to halve) og en halv film som et segment i en større produktion, og den 8½. har måske vist sig at være mesterværket over dem alle – og det på trods af Fellinis egne eksistentielle kvaler og kunstneriske problemer netop som filmet blev lavet.
Filmen er nu tilgængelig i en ny og restaureret kopi – og for de der tør tage en filmisk udfordring, tør jeg godt sige, at 8½ er en af de største der findes – men samtidig også et de mest helstøbte filmværker i historien og en ren fornøjelse at overvære.
Og fatter man ikke en brik kan man blot glæde sig over Claudia Cardinales fantastiske ansigt og Marcello Mastroiannis fabelagtige spil. Det bliver ikke meget bedre.
