Skriv en kommentar
Filmens forlæg er bogen ”Dylan Goes Electric! Newport, Seeger, Dylan and the Night That Split the Sixties” skrevet af den amr. guitarist Elijah Wald i 2016, hvor protest- og folkesange går hånd i hånd med Borgerrettighedsbevægelsen og New York City fungerer som baggrund og kulisse.
Åbningsscenen er en halvmørk hospitalsstue på Greystone Park Psychiatric Hospital i New Jersey, hvor den amr. folke- og protest sangskriver Woody Guthrie er indlagt, døende af Huntingtons sygdom. Kameraet zoomer ind på tre mænd, som deler en stille stund og de to spiller for den sengeliggende, som ikke mere kan kommunikere med ord, men med armbevægelser og ansigtsudtryk. Bob Dylan (Timothée Chalamet) synger og spiller mundharmonika og hans mentor Pete Seeger (Edward Norton) akkompagnerer på banjo.
I Dylans unge år er Woody Guthrie hans store forbillede og trækplastret som får BD til at tage fra Minnesota til N.Y.C. for at udforske kunsten, musikken og iscenesætte sig selv som autentisk og gådefuld. Dylan siger nogle vise ord om sin store inspiration Woody Guthrie: ”You could listen to his songs and actually learn how to live” (biopic fra 2007 med filmtitlen “I’m not there”). En ven af BD fra den periode ved navn Mark Spoelstra, som var amr. sing-songwriter sagde om BD: ”Bob wanted to be more like Woody Guthrie more than I did. He was able to adopt a kind of theatre about himself. Actually, the first time that I met him, he was acting in a way and that was good, because you can go anywhere, when you are somebody else”. Her ledes vi hen på et andet stort poetisk forbillede for Dylan, nemlig den unge franske poet Arthur Rimbaud og hans berømte sætning:”I is someone else/another” (fr. ’Car je est un autre’), som står skrevet i et brev til den franske digter Paul Demeny dateret 15. maj 1871.
I filmen bliver Bob Dylan og den amr. countrysanger Johnny Cash (spilles med en stor portion selvironi af Boyd Holbrook) pennevenner og skriver korte og fyndige breve til hinanden, hvor de følger hinandens musikvalg, udvikling og roser hinandens albums. I deres få’ tilfældige møder filmen igennem er der gensidig respekt og hjertevarm humor og ikke mange ord udveksles. Modsat Dylans mentor Pete Seeger, amr. protest- og folkesanger og social aktivist, som tager BD under sin vinge og skaber plads for BD til at optræde på Newport Folk Festival, hvor BD oplever sine første gennembrud og succes. Og Seegers motto var: ”Folk is the instrument of protest - of civil rights and nuclear disarmament” og derfor smerter det Seeger at se og høre, da Dylan skifter den akustiske ud med den elektriske guitar og blander rock, pop og folkemusik, som bliver revolutionerende og bliver Dylans varemærke og føre til stor berømmelse. Det kommer til et brud mellem mentor og lærling og BD skifter mennesker ud al efter hvilken kunstnerisk retning, han selv bevæger sig i.
Edward Norton spiller Seeger med en sjælden dybde, følsomhed og oprigtighed. Seeger var fødselshjælperen for Dylans ambitioner og succes og fungerede også som en faderfigur. Norton er den eneste af skuespillerne, hvis sjæl og inderlighed, vi som publikum kan mærke med de faderlige, omsorgsfulde og konfliktfyldte øjne.
Filmens force er, at vi får lov at høre mange af Dylans musiknumre. James Mangolds film om BD er veldrejet, velsmurt og på skuespilsiden mere et slags karakterstudium af Bod Dylan, hans (eks) kærester, venner og en benhård musikbranche, hvor mange kunstnere, musikere inkl. Dylan 'himself' er villige til at gøre hvad som helst for at nå stjernerne og selv blive en ledestjerne.
Som den første musiker nogensinde modtog Bob Dylan Nobelprisen i Litteratur i 2016. Dog blev der sat spørgsmålstegn ved, hvordan kan en mand beskyldt for plagiering blive hyldet for at være original?
