Skriv en kommentar
Klichéerne hober sig op og vælter på klodset vis ind i hvert et forudsigeligt dramatisk øjeblik i Pirates of the Caribbean-instruktørens seneste film. Palmeøerne er her skiftet ud med et schweizisk wellness-center, og det er med udsigt til de gudesmukke alper, at Verbinski har sat scenen an til sin psykologiske thriller med det fængslende navn A Cure for Wellness.
Den unge Wall-Street jetsetter Lockhart (Dane DeHaan) sendes ud for at hente sit firmas CEO, Pembroke, som tilsyneladende har sagt farvel og tak til jakkesæt og champagne og skiftet disse ud med badekåbe og kildevand, mens han tager sig et mere eller mindre permanent ophold på en spa omkranset af snetoppede bjerge. Men der er vist noget helt galt ved dette sted – som der så ofte er på film, når en større gruppe ældre mennesker spiller kroket i badekåbe, bor sammen og generelt ser ud til at have det lidt for godt. Nye mennesker kommer til, men ingen rejser derfra, får vi fortalt. Hvordan kan der så fortsat være værelser til det stigende antal permanente gæster? Stedet bliver kun mere foruroligende når dets leder og overlæge præsenterer sig selv. Ikke kun taler han med tysk accent, men han spilles af Jason Isaacs, og så ved vi godt, at man måske skal være lidt varsom med at stole på Dr. Volmer. Foregår der noget skummelt bag de lukkede døre, hvor kun personalet må bevæge sig? For hvorfor er det så forbistret svært for Lockhart at komme til at se Pembroke?
Spørgsmålene presser sig på, og Lockhart skal nok få tid til at undersøge stedet nærmere. På vej derfra den første aften havner han nemlig i et biluheld og vågner op tre dage senere med benet i gips under det årvågne blik af Dr. Volmer. Lockharts flygtige ophold må udvides. Nu er han fanget i wellness-spaen med et brækket ben.
Visuel lækkerbisken
A Cure for Wellness er uden tvivl en lækker film at se på. Der kæles for de knivskarpe billeder, leges med lokkende kameravinkler og bløde, forførende bevægelser, mens en effektiv klipning mellem totalbilleder og kig-henover-skulderen komponeres på en sådan vis, at seeren tages med ind i Lockharts stigende forvirring. I det han går på opdagelse og forsvinder længere ind i den gamle, smukke bygnings labyrintiske gange, lokkes vi med ind i billedernes forførende og kolde æstetik. Det smukke afbrydes og flettes på kvalmende vis ind i det groteske, på linie med gyserfilmsæstetikkens regelsæt. Det ulækre iscenesættes og fremstilles som på en og samme gang tillokkende og frastødende.
Teknikken og den visuelle stil er imponerende, men historien og karaktererne følger desværre ikke med. Det fysiske gys som billederne burde fremmane udebliver alt for tit. Man står tilbage med en kølig observation af nogle flotte og gennemtænkte billedekompositioner. Gys burde være en kropslig oplevelse i biografen, men en gyserfilm der ikke vækker meget mere end misbilligelse, øjenrullen og latter, har ikke været dygtig nok til at skabe stærk nok indlevelse hos sit publikum. Og det endda selvom A Cure for Wellness gør sit ypperste for at overskride grænser hen mod sin afslutning, i mere og mere ekstreme forsøg på at chokere.
Forudsigelig og ambitiøs uden substans
Det er ikke nok for en gyserfilm bare at være flot. Den skal helst få det til at løbe koldt ned af ryggen. Man skal have lyst til at se sig om i salens mørke bare for at minde sig selv om, at det uhyggelige på skærmen ikke gemmer sig bag naboens røde stol. Den fornemmelse er man ikke i fare for at opleve under A Cure for Wellness. Lidt momentvis kvalme kan det blive til. Det snigende gys og den vedvarende ubehag mangler. Det er filmen alt for forudsigelig og kliché-plaget til at kunne lokke frem. Publikum er ikke bare minutter foran Lockharts efterforskning af det mærkværdige spa-sted. Vi kender svaret han søger, næsten før han selv når at stille spørgsmålet. Når Lockhart så oven i købet er en uinteressant person, som det er svært at nære nogle store følelser i den ene eller anden retning for, så bliver det et lidt langtrukkent selskab i ellers betagende omgivelser.
Det er tydeligt at Gore Verbinski vil meget mere end ’bare’ at lave splattergys. Han vil gå Kubrick i hælene og lave en eksistentiel gyser. Han vil lave en film, der tager fat i samfundets helse-fascination, der løber parallelt med vores økonomisk-fikserede ambitioner. Vi søger sundhed og wellness, mens vi jagter dollars, men spørger aldrig os selv om, hvad det gode liv egentlig er.
Det er sympatisk, men desværre mislykket. Det hele forbliver på et overfladisk niveau og uden den dybde, der ellers efterstræbes. Det er synd, for det er en visuelt gribende film, men den lider under karakterer, der ikke kalder på engagement, nok så meget grundet deres forfærdeligt genkendelige og forudsigelige handlinger og kriser, der udspiller sig under dramaets forløb. Der er ingen overraskelser og intet nyt. Ærgerligt at så visuelt smuk en film ikke kan gøre sig fri af trætte og fortærskede plotpunkter.
