Skriv en kommentar
På coveret af A Little Bit of Heaven står der under genre; ‘romantisk komedie’, men det er kun den halve sandhed. For komedie er filmen ikke rigtig og det er svært at sætte en finger på, om den overhovedet forsøger at være det. Romantisk drama vil være en mere korrekt label at sætte filmen på, idet den omhandler den svære kærlighed og så det dybt seriøse tema om tarmkræft.
Marley Corbett (Kate Hudson) leder ikke efter manden i sit liv. Hun har, hvad hun skal bruge: succes i reklamebranchen, venner for livet og faste bollevenner. En dag får hun konstateret stadie 4 kræft i tyktarmen af lægen Julien Goldstein (Gael Garcia Bernal), som desuden fortæller at hendes chancer for at overleve er små. Det bliver starten på et romantisk eventyr mellem de to ,og Marleys egen selvrensende erkendelsesrejse mod paradiset.
Lykken findes ikke. Den perfekte mand findes ikke. Det er Marleys udgangspunkt til livet, at kærligheden kun eksisterer på film og i romaner. Som de fleste romantiske film starter A Little Bit of Heaven med den ensomme, fornægtende single, der i stedet for at jage kærligheden, naivt og forblindet jagter karrieren og sin egen frihed uden ansvar. Men selvfølgelig eksisterer den ægte kærlighed – for vi sidder jo og ser en film!
Marley har succes i reklamebranchen hvor hendes bramfrie tone og direkte tilgang til livet, ofte giver pote. Selvom veninderne Sarah (Lucy Punch) og Renee (Rosemarie DeWitt), bøssevennen Peter (Romany Malco) og hendes mor Beverly (Kathy Bates) alle presser på og forsøger få hende afsat til familielivet, vælger Marley at leve i komplet benægelse. Selv bollevennen forsøger sig med: ‘Hvad nu hvis jeg vil mere?’, men Marley holder fast ved sit livsprincip angående at have et forhold: Det kommer ikke til at ske!
I modsætning til komedien 50/50 (2011), der også omhandlede kræft, formår A Little Bit of Heaven ikke at formynte en holdbar komisk tone til det seriøse tema om en livstruende sygdom. Hudson skulle være filmens komiske isælt, men hun forbliver mere et irriterende stereotyp som den naïve og særdeles barnlige Marley. Marley tager ikke livet seriøst og selv da hun bliver ramt af en dødelig sygdom, kan hun kun grine af det. Marleys konstante lemfældige og useriøse tilgang til livet, bliver en smule langhåret i længden og det går tydeligvis udover Hudsons præstation.
Filmens største hage er, at den kalder sig selv for en komedie. Nok er det meningen at Marley skulle være filmens største komiske element, men taget i betragtning af filmens gravalvorlige tema, hendes seriøse omgangskreds, sit dårlige forhold til sine forældre og lægen Bernals humørforladte karakter Julien, forfalder Hudsons forsøg på glæde og latter til jorden. Der er ikke sjovt. Vi griner ikke af tyktarmskræft, vi falder ikke ned at stolen af familie- og barndomstraumer og vi slår os ikke lårene af opløste venskaber. 50/50 formåede på en måde at balancere komik og alvorlighed i passende mængder på en sober måde. A Little Bit of Heaven formår kun dette til en vis grad.
Hvad der så fungerer i A Little Bit of Heaven er romantikken. Kærligheden mellem en livstruet livsnydende patient og en livsforstokket livsreddende læge. For de kan begge lærer noget af hinanden. Enten at leve mere eller leve mindre. For det er i dramaet at filmen lykkedes at skildre forhold på kryds tværs af familie, venner og kærester. Den kærlige moder, der vil gøre alt for meget for hende (for sådan er mødre!). Det følelsesforstokkede skvat af en far, der ikke kan finde ud af at åbne op for sin datter. Og hendes venner og veninder, der forståeligt nok har svært ved at håndtere Marleys tilgang til sin livstruende sygdom.
A Little Bit of Heaven er langt fra den perfekte romatiske film og endnu længere fra den perfekte romantiske komedie. Den forsøger at krydre humoren med et uventet besøg af en escort-dværg og Marleys letomgænglige naïve livsstil, men den forbliver usjovt på grund af emnets karakter. Og så er filmens overnaturlige elementer med at Marley kommer i himlen et par gange undervejs og møder sin skytsengel personificeret som Whoppi Goldberg (spillet af Whoppie Goldberg), der giver hende tre ønsker og råd til kærlighedslivet, en smule akavet.
Men filmen har sine øjeblikke og står stærkt i de forskellige karakteriseringer af forhold. Den føles en smule langsommelig til tider og scener virker en smule unødvendigt opsattte. Hvorfor vælge at invitere sin forældre ud på en fin restaurant for at fortælle at man har uhelbredelig kræft? Flere af sådanne resonnementer støder man på undervejs, hvor man føler sig nødtaget til at tage sig til hovedet. Men ser man bort fra de små fejl og den manglende komik, så lægger der et hæderligt romantisk drama med noget på hjertet og venter på dig.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
