Skriv en kommentar
Ægteparret Fares og Meriem Ben Youssef kører med deres 10-årige søn Aziz igennem et tunesisk landskab. Humøret er højt. De kommer lige fra et selskab med familie og venner, hvor kvinder fortalte sjofle vittigheder og der blev talt kritisk om islamisk styre. Sønnen får afspillet en popsang på anlægget i bilen for tredje gang – og alle skråler med. Da rammes bilen af vildfarende skud fra stridende militser. Sønnen rammes og er hårdt såret.
Dette er optakten til tunesiske Mehdi Barsaouis stærke debutfilm ”A son” der siden 2019 ikke uden grund har fået fine priser i Cairo, Venedig, Malmø, Hamburg, Trondhjem og Canada - og tilsvarende gode anmeldelser. For her fortælles intenst og medrivende en historie der ikke blot handler om, hvordan en lykkelig familie brutalt kastes ud i ulykke, men lige så meget om at være spændt ud imellem tradition, religion og modernitet som den viser sig i konfrontationen og i en brutal krig, hvor alt kan købes for penge.
På hospitalet viser det sig, at sønnens lever er livstruende skadet og han har brug for en transplantation. Forældrene undersøges som donorer og det viser sig – at faren ikke er far til sønnen. Herfra skildrer filmen de tanker, følelser og omstændigheder forældrene konfronteres med, imens de kæmper for sønnens liv.
En organtransplantation er i Tunesien bestemt af religion, tradition og kønsroller. Men penge kan også betyde, at traditionen brydes. Og oveni kommer den sårede mandighed hos faren og en hustru der gerne vil forklare, men også ved, hvordan man tavst overlever som kvinde.
Og apropos tavshed. Filmens skildring af forældrenes tanker, følelser og omstændighederne omkring de to sker først og fremmest ved billedsidens handlinger frem for i dialogen. Heri ligger filmens helt store styrke. Det afgørende er ikke ord om kvindens og mandens fortid og forklaringer på deres handlinger men først og fremmest det bevægende i deres ansigter og i deres kroppes væren, hvad enten det er i ventetiden på hospitalsgangen eller på en endeløs biltur i ørkenen. Der er er masser af plads som tilskuer til at føle og tænke med forældrene.
I første omgang fremtræder filmens tematik om tradition og modernitet i en krigshærget del af verden som fremmed for os. Men efterhånden som farens og morens kamp for sønnens liv udfoldes bliver det tydeligere og tydeligere, at filmen fundamentalt set handler om at være menneske og at bevare troen på det menneskelige. Forældrene ligner os til forveksling.
”A son” er en bevægende oplevelse, som man bør unde sig selv ved at streame den på Cinemateket, hvor den er månedens film.
