Skriv en kommentar
Vi har nok alle på et eller andet tidspunkt i vores liv drømt om at være en anden. Tanken om pludselig at opdage at man faktisk er millionarving eller, som i tilfældet med ”Abduction”, søn af en hemmelig agent, kan umiddelbart virke tiltalende for de fleste af os helt almindelige mennesker. Mange af os har sikkert drømt os væk til eksotiske steder fyldt med farer, spænding, penge og action, når vi har siddet foran lunken havregrød en mandag morgen kl. 7. Men sådan er livet nu engang, vil kloge mennesker sige. John Singletons film ”Abduction” med teenageidolet Taylor Lautner i hovedrollen, tager udgangspunkt i idéen om pludselig at få sit liv og eksistensgrundlag vendt på hovedet.
Teenageren Nathan (Taylor Lautner) er som de fleste amerikanske (fiktive) teenagere. Smuk, veltrænet med gode venner og en småforelskelse i naboens datter i bagagen. Bortset fra lidt temperamentsproblemer, der i øvrigt er i behandling af en psykolog, har Nathan ingen kvaler. Men da Nathan, i forbindelse med et skoleprojekt, opdager sit billede på en hjemmeside for savnede børn, bryder helvede løs. For hvis Nathan er blevet bortført som barn, hvem er så de mennesker han har kaldt far og mor hele sit liv? Inden Nathan får set sig om, er han på en hæsblæsende flugt fra brutale gangstere og mystiske CIA agenter. Sammen med nabodatteren Karen (Lily Collins), er det nu op til Nathan at få afdækket sandheden om sin mytiske fortid.
Grundtanken i ”Abduction” er som sådan god nok. Bestemt ikke original, men stadigvæk tilpas spændende til, at man som instruktør burde kunne vride 100 minutters action-ramasjang ud af den. Men desværre lykkes det bare ikke for instruktøren John Singleton at vride noget som helst ud af historien om den bortførte teenager Nathan.
Filmens allerstørste problem, er et helt igennem elendigt manuskript, hvor replikker som eksempelvis ”Der er en bombe i ovnen” eller ”Du græd i søvne” synes at udgøre samtaleniveauet i samtlige scener. Man græmmes gang på gang over de klodsede bemærkninger, karaktererne slynger i hovedet på hinanden, og denne anmelder måtte gentagende gange tage sig til hovedet af ren og skær frustration.
Det bliver ikke bedre af, at filmens hovedrolleindehaver, Taylor Lautner er en gudsjammerlig skuespiller, hvis ansigtsmimik spænder over 2 til 3 forskellige udtryk i samtlige af filmens 106 minutter. Bevars – Lautner er bestemt en nydelig ung mand, der sikkert kan få de fleste teenagepiger til at dåne, når han fremviser sine imponerende mavemuskler, et trick filmen i øvrigt benytter sig usmageligt meget af. Skuespillerens velplacerede cirkelspark er da bestemt også imponerende. Men det nytter ligesom ikke rigtig noget, når mandens skuespil får Arnold Schwarzenegger til at lige Laurence Olivier.
Der er ellers masser af andre gode navne på rollelisten, som eksempelvis Sigourney Weaver, Alfred Molina og den altid seværdige Jason Isaacs. Desværre er deres roller så små, at det næsten kan betegnes som cameoer, og tager man det ringe manuskript med i beregningen, vil man hurtigt kunne regne ud, at det virkelig er op ad bakke med præstationerne. End ikke svenske Michael Nyqvist, der ellers leverede en formidabel skurk i den seneste Mission: Impossible film, kan i ”Abduction” frembringe et eneste gys i rollen som hovedskurken Kozlow.
”Abduction” er en totalt ligegyldig actionfilm, der heldigvis hurtigt er glemt. Dårlig instruktion, et elendigt manuskript og ikke mindst tåkrummende skuespil gør filmen til et aldeles kedeligt bekendtskab.
Der er ikke noget ekstramateriale til Blu Ray udgivelsen af ”Abduction”, der dog indeholder en DVD med filmen.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
