Skriv en kommentar
I en konfliktfyldt fremtid har menneskehedes hovedfokus rettet sig mod udefrakommende ressourcer. Vi har koloniseret både Månen og Mars, men også her er konflikterne ligeså nære som på jorden. Den anerkendte astronaut, Roy McBride (Brad Pitt), bliver sendt på en tophemmelig mission for at finde sin far, Clifford McBride (Tommy Lee Jones), som forsvandt på et mislykket, og meget omtalt, forskningsprojekt. Mens Roy Mcbride forsøger at optrevle det spind af mysterier, som omgiver hans fars skæbne, dykker vi også dybere ned i Roys manglende tilhørsforhold til jorden, såvel som hans eget velbefindende.
Plottet er generelt velfortalt og spændene, om end nogen gange en smule tyndt. Desuden skubber dialogen en lille smule hårdt til pointerne. Dette dog et mindre problem, da Brad Pitt især formår at elevere dialogen en del. Vi får også glæden ved at høre Roy McBrides tanker, og dertilhørende indre kamp, i løbet af hans rejse dybere ud i himmelrummet. Denne indre monolog fungerer perfekt, og formår at skabe en interessant karakterark. Brad Pitt leverer en næsten perfekt præstation, og det ville ikke være overraskende, hvis han hev en Oscarnominering hjem for den.
De imponerende præstationer begrænser sig ikke kun til Brad Pitt. I rollen som den forsvundne far, Clifford, giver Tommy Lee Jones et utroligt overbevisende, og komplekst, billede af den idealistiske pioner. Vi oplever ham primært igennem gamle videooptagelser, som for hvert klip giver os en smule mere nuance i hans karakter. Ad Astra har desuden fyldt sine biroller med talentfulde skuespillere, der i blandt Ruth Negga, Donald Sutherland og Liv Tyler. Alle giver gode præstationer, men ikke noget overvældene, hvilket skyldes, at de fleste biroller desværre er overvejende todimensionelle, og mest har til opgave at føre plottet videre.
Vi ser i løbet af filmen beviser på de negative sider af den eskapisme, som har rodfæstet sig i menneskeheden. Både Mars og Månen er succesfuldt koloniseret, men oplever den samme turisme, konflikter, krigszoner og meningsløshed som hjemme på jorden. Det er tilfredsstillende at se Roy kæmpe sig igennem disse usikre områder, og det er en skam, at der ikke bliver brugt mere tid på netop dette miljø.
Samfundskritikken i filmen er tydelig og relevant, men vi får aldrig rigtigt nok at vide om jorden eller menneskeheden, i denne fremtid, til at forstå noget som helst om de egentlige motivationer, som driver vores race. Ud over desperation. Dette gør vores indtryk af menneskeheden lidt unuanceret, hvilket har den effekt, at enhver kritik af samfundet, og de mennesker, som styrer det, også føles unuanceret.
Sci-fi genren er en af de sværeste at mestre. Genren er fyldt med traditioner, og kræver efterhånden et svimlende stort CGI-budget for at overbevise nogen som helst om, at dit rumskib og din marsmand er ægte. Derfor er de fleste film i netop denne genre, storfilm. Problemet med storfilm er, at når der er så mange penge (for ikke at tale om folks karrierer) på spil, er det nogen gange nemmere at holde sig til konventionerne, frem for at skubbe genren i en ny og spændene retning.
Instruktør James Grey laver ikke nogen rigtige fodfejl, men det er ofte lidt for nemt at se, hvor i Gravity, Intersteller, The Martian, Space Odessy, eller Alien, at den specifikke inspiration til scenerne og musikken kommer fra. Det fungere egentligt fint, men det er lidt en skam, at filmen aldrig rigtigt giver os sit bud på, hvad Sci-fi genren kan som andre genre ikke kan.
På mange måder ville filmens overordene pointer og historie ville have fungeret bedre udenfor Sci-fi genren, hvor den ikke ville være lige så begrænset af forventningen om en episk og ekstraordinær storfilm.
Dette er ikke fordi filmen slet intet har at sige om fremtiden, eller hvor vi er på vej hen. Det har den, og den siger det også fint. Problemet er nærmere, at de interessante observationer og pointer, bliver en lille smule undervældene når de fremstilles som det 11. Bud, netop nedbragt fra Sinaibjerget, af Brad Pitt i sit rumskib. Hvis det hele ikke skulle være så episk og storslået, ville pointerne virke meget mere overbevisende.
Filmen kunne sagtens, med få justeringer, have fungeret på jorden, og Ad Astra ville være en del mere overbevisende og dyb, hvis det hele blev en smule mere, undskyld ordspillet, Jordnært.
Ad Astra har ikke brug for Sci-fi genren, og Sci-fi genren har ikke brug for Ad Astra.
Ad Astra har, med hjælp ad Brad Pitts fantastiske skuespillerpræstation, skabt en underholdende og interessant film. Filmen gør dog intet nyt for Sci-fi genren, og det virker som om, at genren ikke nødvendigvis komplimenterer plottet. Plottet er underholdende og til tider tankevækkende, men den når aldrig helt op på samme niveauet som de film den så tydeligt tager sin inspiration fra.
Derfor er der også tale om 4 SMÅ stjerner.
