Miraklet på Sydfyn
Anders Thomas Jensen har intet at bevise som instruktør og forfatter. Det har han gjort. En Oscar og to originale spillefilm, taler sit eget tydelig sprog. En bunke af populære og velskrevne manuskripter. Manden kan alt i processen at skabe stor film. Derfor må man også tillade sig at forvente en del fra det Jensenske filmværksted. Set i det lys skuffer hans nye film Adams æbler en del.
Jensen er kendt for at skabe groteske situationer i et idyllisk miljø. Det mangler der heller ikke noget af i Adams æbler. Persongalleriet er vidtrækkende og interessant. Adam, en helt igennem ondskabsfuld og usympatisk nynazist, skal tilbringe 3 måneder i et arbejdskollektiv i kirken hos sognepræsten Ivan, der omvendt er god som frelseren selv. I kollektivet finder man allerede den drikfældige Gunnar, hvis talent engang var tennis og Khalid, en sauder, der røver norske Statoil i den tro, at det var dem, der røvede faderens jord i Saudi Arabien. Adam bliver stillet over for et mål, han selv skal definere, og han vil altså gerne bage en ævlekage af det fine træ uden for kirken. Fair nok siger den gode Ivan. Det bliver Adams mål. Komedien vil ingen ende tage, da der begynder at ske mystiske ting i den kollektive idyl. Æbletræet begynder at falde fra hinanden på flere ildevarslende måder, der nok kan ordnes interimistisk, men præsten Ivan fornemmer at selveste Satan er dukket op på Sydfyn for at udfordre Ivan i troen.
Heldigvis har man videnskab i form af altid oplagte Ole Thestrup, der gør det ud for græsk kor. Han forklarer nøje en masse sammenhænge for Adam, der ikke helt forstår det med Gud og Satan. Ivan har selvfølgelig haft en uheldig barndom og pga. at en altædende svulst i hjernen, er han ikke stand til at tænke på noget ondt i verden, selvom ondskaben flyver om ørerne på ham. Det får rationalisten Adams pis i kog indtil han en dag støder på Jobs bog fra Biblen. Lyder det forvirrende, kan læseren forvisse sig om, at det er det også.
Anders Thomas Jensens styrke bliver samtidig hans svaghed i denne film. Den bevæger sig fra den Morten Korchske Fionaidyl over Tarantinosk/Spang Olsensk humorvold til noget der minder om Ekscorsisten. Det bliver til et gernemæssigt rod, hvor enkelte sekvenser synes at være til for overflødighedens skyld. At Anders Thomas Jensen kan skabe drabeligt sjove situationer ud af ingenting, og at han skriver replikker, der går i Hall of Fame hersker der ingen tvivl om, men film er mere end det. Stilen er antidogmatisk med kraner og lyssætning som i en Hollywood-produktion og selv musikken er traditionel og velskrevet af Jeppe Kaas, men alligevel halter det lidt. Hvorfor? Blandt andet fordi Adams æbler i høj grad minder om og nogen grad direkte kopiere elementer fra de tidlige film. Ole Thestrups funktioni Blinkende lygter og De grønne slagtere var også at overbringe seeren information om karakterernes barndom. Det er som at springe over, hvor gærdet er lavest og er taget direkte ud fra ABC’en for manusforfattere. Filmen kunne med fordel være strammet lidt op, og det nytter ingentig at lade en nynazist overleve et skud i hjertet som om det var affyret fra en vandspistol og ikke fra en røvergun. Hvorfor sker det mon? Filmen foregøgler til en vis grad at være dyster, og det går ikke i en Anders Thomas Jensen-film. Den skal være alvorlig som Blinkende lygters flash back scener i høj grad er, men den skal også være morsom, som Adams æbler ved Gud også er ind imellem. Men dyster og komisk i samme geografiske og tidslige univers bliver for meget af det hele og for lidt af begge del.
Som sagt må man tillade sig at forvente en del af Anders Thomas Jensen. Også fornyelse. Til gengæld skal man endelig gå i biografen, hvis man er vild med skuespil. Hele vejen igennem er spillet godt. Mads Mikkelsen, der lige har spillet en sammenbidt Tonny i Pusher med Respect-tattoo i nakken render rundt i sandaler og skjorte og ligner en hvilken som helst dødssyg sognepræst. Hans sans for timing er formidabel. Adam har Hitler hængende på væggen og Ivan tror i sin godhed, at ”den flotte mand” er Adams far. Ulrich Thomsen sammenbidte skurkeansigt passer godt til rollen som Adam den observerende. Dansk films nye fjollemås Nichols Bro, som nok har mere seriøse ting i vente, er god som den fordrukne Gunner. Mens Ali Kazim har fået gode replikker at arbejde med, som indvandreren der vender det danske sprogs forholdsord helt på hovedet. Paprika Steen har en lille fin rolle som Sarah, en uheldig psykostisk sprutso, der faktisk ender med at blive en prinsesse. Ole Thestrup er som sædvanlig hele filmen værd. Hans fantastiske udtryk, der kan sige det værste ting på den sjoveste måde er helt unik i dansk film. Mit gæt er, at hans replikker vil blive citeret i muntre lag mange år frem i tiden.
Dommen skal jo falde fra kritikeren, der ikke helt kan benægte at latterbrølene var store undervejs, samtidig med at der blev undret en del på den forkerte måde. Alligevel får Adams æbler fire stjerner, men der kan sagtens strammes op og laves bedre film fra Jensens hånd i fremtiden. Så længe kan vi glæde os over, at der trods alt er en seriøs modvægt til det dogmatiske familiedrama i dansk film.