Så sluttede Buster børnefilmsfestival. Efter en uge med stuvende fulde biografsale og film i stride strømme er situationen igen normaliseret. Jeres udsendte nåede lige at få det sidste med. Jeg var f.eks. til et seminar om den svenske ungdomsfilm ”Ketchupeffekten”, der er en glimrende beretning om en ung pige, der drikker sig for fuld og kommer ud i noget snavs. Det er en lidt barsk, ret så morsom og interessant film instrueret af den kun 27årige Teresa Fabik. I cinemateket var der er to timers seminar om filmen, hvor Politikens Kim Skotte interviewede Fabik og krydrede med klip fra filmen. De to timer var ikke lang tid, og således nåede man aldrig rigtigt i dybden med noget. Allerhøjest blev der skrabet lidt rust af kanten. Det er faren ved de der små seminarer, det er mere lir end indhold, og sådan var det i hvert fald denne dag i cinemateket.
For at nå mere i dybden gik jeg ind og så den israelske spillefilm ”Bonjour Monsieur Shlomi”, efterfølgende mødtes jeg med dens instruktør Shemi Zarhin i Palads cafe. Det er endnu uvist, om filmen kommer i dansk biografdistribution, men der skulle være gode muligheder, fortæller Zarhin. Filmen handler om drengen Shlomi og hans familie. Shlomi holder sammen på familien ved at hjælpe de andre, hans store lidenskab er at lave mad til de andre, hvilket gør dem gladere. Filmen har været en stor succes både i dens hjemland og i udlandet, således er den distribueret til så forskellige lande som Japan, Korea, Kina, Irland og USA. Filmen kom ud i Israel allerede i begyndelsen af April 2003, hvor den især på DVD klarede sig rigtigt godt. Det er en varm film, der også kan ses som en politisk metafor. Hovedpersonens navn Shlomi betyder således fred, og drengen Shlomi er en slags eventyrfigur, der næsten er for god til at være sand. Han tænker på menneskerne rundt om sig og forsøger hele tiden at gøre det gode.
”Bonjeur Monsieur Shlomi” er Shemi Zarhins tredje film og er i sig selv lidt af et eventyr. Zarhin fortæller mig, at han skrev filmens manuskript på meget kort tid. Det er skrevet i en svær tid for instruktøren, således døde en af hans bedste venner og samtidigt indfandt terrorhandlingen 11. september sig. Da han sendte manuskriptet til en ven, der også er producer, tog tingene hurtigt fart og allerede et år efter, var filmen ude i den israelske offentlighed. Filmproduktionen i Israel laves på nogenlunde samme betingelser som danske film, således er budgetterne meget begrænsede på trods af en ny filmlov, hvor de kommercielle tv-stationer skal spytte penge i israelsk film. Lighederne med dansk film er således til at få øje på, for ligesom dansk film har oplevet en kæmpe succes de senere år, er også israelsk film en succeshistorie. Der produceres for tiden omkring 30 film om året indenfor landet, et ret imponerende antal for et land som Israel.
Og at filmene har flere kvaliteter end som så, er ”Bonjour Monsieur Shlomi” et glimrende eksempel på. Hovedrollen spilles rigtigt godt af den unge Oshri Cohen, der selv ligner lidt af en eventyrfigur. Zarhin valgte Cohen p.g.a. hans store øjne og ansigtet, der ligner noget fra en japansk mangafilm. I Frankrig, fortæller Zarhin, har man kaldt filmen for den israelske ”Amelie fra Montmartre” og på mange måder ligner Shlomi Audrey Tautous karakter fra Jeunet’s franske film. Med de store hundeøjne og deres eventyrlige omsorg gør de det gode for folk, de møder.
Den israelske film kan genrekategoriseres som en dramakomedie. Den er således let spiselig på trods af, at den tager store emner op. Zarhin fortæller mig således, at filmen handler om at åbne øjnene for virkeligheden. Og udviklingen i historien kan ses som en metaforisk beretning om at vokse op, men også som en skildring af, at israelsk politik bør blive mere moden. Shlomi bruger meget af sin tid på at lave mad til sine omgivelser, det giver dem glæde. Zarhin fortæller mig om sin egen passion for mad og om, at han laver mad hver eneste dag, han elsker det. Det at lave mad kan også kædes sammen med kunsten, Shemi Zarhin laver film, og Shlomi laver mad for at give folk noget. Og som seer spiser man gerne filmen. Under sit besøg i Danmark har Zarhin forsøgt at finde ud af, hvad dansk madkultur er, men har ikke fået nogen endegyldige svar på spørgsmålet. Da han spørger mig, må jeg krybe til korset og fortælle ham, at det man oftest forbinder med det danske køkken er smørrebrød, men jeg skynder mig at tilføje, at vi er glade for at andre kulturers mad nu også krydrer vores gastronomiske landskab. Vi slutter samtalen af med at diskutere, hvad forskellighed er og kommer ind på, hvordan Zarhins film er blevet modtaget. I Israel blev den set som en klar komedie, hvor folk grinede igennem under visningerne. Interessant nok græd børn og unge italienere, da filmen blev vist i det pizza og pastaspisende land, hvad mon vi vil gøre her i kartoflernes og den brune sovs land. Jeg åbnede i hvert fald øjnene og morede mig under filmen og håber meget, at filmen kommer ud i de danske biografer.
Åndehullet Buster er i hvert fald slut, og tag-selv buffeten pakkes sammen indtil næste år.
