Skriv en kommentar
Sammenholdet mellem beboerne på et plejehjem i Jerusalem er både nært og stærkt. Som årene er skredet frem er alderen blevet så høj og helbredet så skrøbeligt, at den tanke opstår, at man selv kunne blive herre over, hvornår livet skal bringes til ophør.
Yehezkel fordriver tiden med at opfinde diverse apparater og hjælpemidler. Det fremgår i starten af filmen, at hans kone Levana, har det lidt svært med hukommelsen, så hun får hjælp af et apparat, der skubber en skuffe ud med dagens piller. Desværre for hendes mand løber kalenderen i apparatet løbsk, hvilket hun selvfølgelig griber chancen for på kærlig vis at drille sin mand med.
Tilfældet vil, at Yehezkel og Levana løber ind en fælles bekendt Yana, der indigneret forsøger at afkræve en sygeplejerske hjælp til at skifte forbinding på sin mands liggesår. Yana har umådeligt svært ved at bære at iagttage sin mands lidelse, hvorfor hun er åben for at efterkomme hans ønske hans ønske om en fremskyndet udfrielse.
Denne tanke vækker åbenlyst ikke genklang på hospitalet, hvorfor Yehezkel og Yana finder sammen med den pensionerede Dr. Daniel, der er yderst velvilligt indstillet, i hvert fald indtil det går op for ham, det ikke er en hund han som tidligere dyrlæge skal aflive. Dr. Daniels tanker kredser samtidig om det at ’komme ud af skabet’, hvilket får meget konkret betydning, da hans klædeskabsdør går op og afslører, at den tidligere – og gifte - politibetjent Raffi står inde i skabet, uden en trævl på.
Efter mange diskussioner og meget uenighed når Yehezkel, Yana, Dr. Daniel og Raffi frem til en løsning, der gør det muligt for den uhelbredeligt syge selv at trykke på den knap, der udløser dels en bedøvende indsprøjtning og efterfølgende en indsprøjtning, der medfører hjertestop. Yanas mand, Max, siger på gribende vis farvel og trykker så på knappen.
Desværre er rygtet om medlidenhedsdrabsmaskinen sluppet og snart på må Yehezkel med flere tage stilling til ønsket fra den særdeles ihærdige Dubek, der er desperat efter at hjælpe sin kone til den sidste lindring. Han beskriver, så nakkehårene rejser sig, hvordan han har stået med en pude lige over sin dødssyge kones ansigt og ikke har magtet gøre det nødvendige selv.
De to instruktører, Maymon og Granit, har ikke – selv om det korte handlingsreferat måske kunne indikere det – begået agitation for ’bistået manddrab’. Det er snarere en sart og stærkt empatisk beretning om de svære tanker, som alderens forfald kan bringe det enkelte menneske ud i. Og ikke mindst om de overvejelser og konsekvenser, som naturligt følger med tanken om selv at bidrage til at fremskynde afskeden med livet. Maymon og Granit formår oven i købet at krydre det svære emne med en række perler af komiske, til tider galgenhumoristiske situationer, der sætter de aldrende medsammensvornes lovløshed i perspektiv. For eksempel, hvor føromtalte Dubek gennem tætte tobakståger fortæller, hans kone faktisk lider af stærkt fremskredet lungekræft.
”Afskedsfesten” er drama, når det er mest vedkommende og komedie, når den formår at røre ved de mest følsomme emner. Det er endnu et eksempel på fornem kunst med en række af israelsk film fornemste skuespillere, der i dén grad formår at gøre deres personer levende på lærredet og at få smilet frem på publikums læber samtidig med at en diskret tåre trænger sig på i øjenkrogen. Ikke mindst frem mod den udgang på historien, som står så hjerteskærende klar, efterhånden som Yehezkels kone Levanas demens bliver stadigt mere tydelig.
