Hvor pudsigt det end må forekomme, så slipper anden runde After igen uden min sabel. Teenagefænomener tilsat masser af romance og en handling med rammer for at den ukonventionelle ungdomshjerne kan agere, som det passer den, tja, det plejer som regel at fungere som en rød klud for denne signatur. Til min egen store overraskelse, så er der fortsat et eller andet fængende i filmseriens anden skud på stammen. Titlen lyder After We Collided.
Anna Todds bogserie er nu halvvejs filmatiseret, hvis man ser bort fra den femte bog i serien, som omhandler den mandlige protagonist Hardins synspunkt. Beginning, som den hedder, er endnu ikke listet til at ramme filmlærredet, men i første omgang skal det nu også handle om den fortsatte historie om den gode og blide Tessas stormfulde forhold til bøllen Hardin. De to turtelduer slog op i den første film, og som vi lægger fra land, så er Tessa netop blevet ansat som praktikant på et større forlag, mens Hardin plejer sit festabe-gen blandt lokale udskud. Skæbnen vil dog at Tessa og Hardin finder sammen igen, og som to magnetstænger søger de mod hinanden, vel vidende at de er det perfekte forkerte match. Glæde og smerte er tæt forbundet, når det kommer til de to.
Bipersonerne fylder ikke så meget, uden at kærlighedsforholdet mellem Tessa og Hardin fremstår som et kammerspil. En enkelt kile i løjerne er Tessas unge kollega Trevor, som er god som dagen er lang. Han holder på formerne, men naturligvis kan han ikke undgå at lade publikum vide, at han inderst inde bliver voldsomt forelsket i Tessa. Husk at se afslutningsscenen som gemmer sig undervejs i filmens afsluttende tekster. Handlingen er forholdsvis let at regne ud, og der er intet originalt at hente her. Af en eller anden grund, så fænger det altså alligevel, og det skyldes sådan set hverken store skuespilpræstationer eller voldsomt interessante karakterer. For sin lyserøde og letkøbte genre, så er der sådan set bare tale om godt håndværk.
Én ting irriterer mig dog voldsomt. Lødigheden er forsvundet, og for hver en chance Tessa og Hardin har i det, som reality-programmerne på tv ville kalde ”alenetid”, ja, så opstår der et lettere vulgært dyrisk behov for at flå klunset af hinanden. Det bliver til tider en klam og lummer omgang 50 Shades Of Grey for teenagere. Det er faktisk synd, men hvis bøgerne skildrer det således, så fjerner det den naturlige menneskelighed hos vores hovedpersoner. Så voldsom trang til hud og kød forekommer urealistisk i et forhold, som har så mange ups and downs.
Man vil nok også finde flere scener og seancer irrationelle, men After We Collided har så omvendt nogle dramaturgiske forcer, som den spiller ud på de helt rigtige tidspunkter. Det er bare en skam at det konceptuelle lagengymnastik er lagt ind på slaget præcis hvert kvarter. Den samlede bedømmelse ender til min store forbavselse alligevel på en sjat bedre end middel.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.