Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Schwarzenegger er tilbage, og strakt tænker din hjerne action, eksplosioner, skyderier, nævekamp og hæsblæsende stunts flankeret af letfordøjelige one-liners. Tro om igen, for det viser sig faktisk at Arnold er castet til at bære hovedrollen i en følsom film i drama-genren. Faktisk handler Aftermath om sorgbearbejdelse, sårbarhed og hævn. Desværre også i den meget lette afdeling, men det vender vi tilbage til.
Filmen er inspireret af 2002-hændelsen kaldet Überlingen-kollisionen. På danske breddegrader ikke sådan særlig kendt og omtalt, men leder tilbage til den 1. juli, hvor to fly bragede sammen i luftrummet over Tyskland. Det ene et transportfly, det andet et passagerfly, hvor sammenlagt 71 mennesker mistede livet. 2 år senere blev vagthavende i kontroltårnet den pågældende dag, Peter Nielsen, myrdet af russiske Vitaly Kaloyev, som holdt Nielsen ansvarlig for ulykken. Kaloyev mistede sin kone og to børn i sammenstødet, og der lader til at være et ønske om hævn, der drev Kaloyev til mordet. Dermed kunne der føjes endnu et mistet liv til tragedien.
Navnene er ændret på alt. Personer, destinationer, flynumre. Ja, selv antallet af omkomne er ændret, lige som det er tilfældet med antallet af børn tilhørende Roman (Vitaly) og Jake (Peter). Dertil kommer en hel masse tilføjelser af uægte karakter. Filmen her leger blandt andet med tanken om at Jake var nødt til at skifte identitet og jobbranche for at komme videre. Der er kun at sige at det forekommer totalt plat og samtidig er der ikke meget mere at sige til det, end at hvis ikke den oprindelige tragedie var interessant/mættet nok til at omdanne til film, så skulle man nok have ladet den hvile i fred. I hele rammesætningen kikser det også, for der er ikke for 5 øre underholdning. Fly brager sammen, Roman ramt af sorg og frustration, Jakes liv er også ødelagt grundet skyldfølelse og selvbebrejdelse, Roman opsøger Jake og slår ham ihjel, Roman ender i fængsel… Ja, den havde vi regnet ud, så man kan endda tillade sig at sige at man ikke engang bliver holdt i hånden undervejs fra filmskaberens side, og det er lige før at det endda er værre end at lade være. Som en krølle efter blot cirka 5 kvarter, så leger filmen (læs: instruktør Elliott Lester) videre med idéen om at Roman (efter udstået fængselsstraf) bliver opsøgt af Jakes nu voksne søn, som truer ham på livet. Altså, hold nu op…
Det største mysterium er givetvis hvorfor det lige præcis er Predator- og Terminator-bøffen som er valgt til at skulle agere bitter russer. Ikke mindst fordi man forbinder ham med en helt anden genre, men så sandelig også fordi at Schwarzenegger er godt og vel 10 år ældre end Kaloyev er den dag i dag. Efter blot 1 time og 24 minutter er det dog ovre. En meget strømlinet og alt for ligetil skildring af nogle tragiske begivenheder, som man intet har gjort ud af at skulle blive nærværende og rørende. Denne film tager i skrivende stund prisen før 2017s mest åbenlyse venstrehåndsarbejde. En af sæsonens mest sikre 1-stjernes anmeldelser er i hus.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Scanbox.
