Skriv en kommentar
Det her må være det tætteste, man kommer på en 6-stjernet oplevelse. En af den slags oplevelser, som lige skal bundfælde sig og siden viser sig at være umulig at ryste af sig. Og så endda af en debutant! Charlotte Wells giver os “Aftersun” og hvis det er karrierestandarden, så skal hun bare se til at komme ind bag kameraet igen. Tilmed kan hun så også lige prale af en Oscar-nominering oveni til Paul Mescal for bedste mandlige hovedrolle.
Skulle Mescal gå hen og vinde, så kunne han passende give statuetten videre til Frankie Corio, som i “Aftersun” spiller datteren på 11 år. Sikke et gennembrud. Som en garvet rotte i faget stjæler hun alle scener, som hun medvirker i - hvilket er en del. Sagen er nemlig, at far Calum og datter Sophie for 20 år siden var på ferie i Tyrkiet i 90’erne. En helt uforglemmelig tur, som Sophie dokumenterede på et lille videokamera. Som voksen genser hun nu videoen, og sammensætter minderne fra dengang. Det bliver et urovækkende gensyn, for nu kan Sophie med anderledes moden tilgang spotte, at videoen med al tydelighed viser, at ikke alle synes, at ferien var verdens bedste af slagsen…
Jovist hygger de sig, Calum og Sophie, for der er såmænd nok at se til med læskedrikke, pool og snorkling. Dog ulmer uroen hele tiden, for hvad pokker er det, der er på den hjemmevideo og i den voksne Sophies hukommelse, som gør det hele så smertefuldt? Denne signatur sad med hjertet oppe i halsen for hvert et sekund, der gik. Sophie balancerer nemlig mellem at være barn og så at være fascineret af de vilde unge mennesker på resortet, som drikker, kysser og morer sig til langt ud på natten. Man kan have bange anelser for, hvad det mon ville være, at den elskelige Sophie mon ville komme ud for. Hun styrer heldigvis uden om faldgrupperne, som kunne ligne at lokke en lille pige til at agere ældre, end hun er. Hammeren falder delvis, da Sophie har meldt hende og faren til karaoke-konkurrence (som de altid plejer at deltage i). Den står på R.E.M-klassikeren “Losing My Religion”. Far Calum entrerer som den eneste ikke scenen, mens Sophie uden en tone i livet hustler sig gennem sangen. Frustreret over at blive ladt i stikken til offentligt skue, så nægter Sophie at gå sammen med farmand tilbage på værelset, da Calum er blevet træt. I stedet bliver hun sent oppe alene…
Hjerteskærende er filmens afslutningsscene, hvor en voksen Sophie ser det sidste af videoen. Her vinker en 11-årig Sophie farvel til Calum efter en overordnet pragtfuld ferie. Det bliver det sidste, hun nogensinde kommer til at se sin far igen. Vel vidende om, hvad der var på spil, så får man fluks lyst til at se “Aftersun” igen for at spotte de små tegn på Calums deroute. Der er garanteret en del, men som i den virkelige verden, så kan mennesker spille skuespil og bilde os ind, at alt er i skønneste orden. Alt sammen akkompagneret af dansevenlige toner fra Los Del Rios “Macarena” og den smukke “Tender” fra Blur, hvor linjen “Lord, I need to find someone who can heal my mind” vel aldrig kunne være mere rammende.
“Aftersun” er en skelsættende film, som sagtens kunne have høstet flere nomineringer i min optik. En historie gemt i historien kan kun lade sig gøre ved gedigent skuespil, og det må man sige, at der leveres. En uforglemmelige film, som fra i dag kan ses i de danske biografer. Det er tidligt, men jeg tør godt at kalde “Aftersun” for en top 10 oplevelse for 2023.
