Skriv en kommentar
Glenn Close spiller tjeneren Albert Nobbs, der arbejder på et af de fineste hoteller i Dublin, men som i al hemmelighed kun udgiver sig for at være en mand. Ingen kender til Alberts hemmelighed, for den skønne maler Hubert Page (Janet McTeer) en dag kommer forbi hotellet. For første gang i over 30 år kommer Albert til at røbe sin hemmelighed til Hubert, dog ikke uden næsten at dø af skræk ved tanken om, hvis Hubert sladrede. I stedet for at fortælle verden om Alberts hemmelighed. inspirerer Hubert Albert til at tage skæbnen i hånden og kæmpe for det han har lyst til for en gangs skyld. Albert har i de mange år på hotellet samlet penge til at købe en forretning og snart får Albert også et godt øje for den unge tjenestepige Helen (Mia Wasikowska).
Der er flere steder, hvor filmen får rigtig godt fat i nogle ret alvorlige problematikker, men gør det på en meget diskret humoristisk måde. Eksempelvis da Albert lige er startet med at ’date’ Helen, sidder han for sig selv på sit værelse, mens han bliver ved med at spørge sig selv: ”Skal jeg fortælle hende at jeg er en kvinde før eller EFTER brylluppet?”. Det bliver ret humoristisk, at han ikke selv kan se, hvor forkert en handling det er, for slet ikke at tale om hans beslutning om, at foregive et andet køn over for andre. Men nedenunder denne lille scene ligger rigtig meget at tænke over – for hvor såret og ødelagt må han ikke være for at have sådanne overvejelser?
Som sagt så er det et element, der går meget igen i filmen (at der ligger alvor under humoren) og det er vel placeret. På den måde er der meget mere der bliver sagt ud af næsten ingenting. Også netop når der ingenting bliver sagt, har Glenn Close et guddommeligt ansigt at spille skuespil med. Det er meget let at læse Alberts sorg og indre kamp i hendes ansigtsudtryk og det gør karakteren ekstremt sårbar og det meget lettere for tilskueren at udvise empati for den kære Albert.
Men det virker som om at fortællingen lidt falder i søvn halvvejs. Der er godt stykke af tiden midt i filmen, hvor filmen vælger at fokusere lidt for meget på, at der intet sker om vinteren. Der er simpelthen et godt stykke af historien, hvor der ingen fremgang er, men til gengæld en masse små situationer, hvor man fordyber sig i de forskellige karakterer. Fordi filmen i forvejen, når der endelig sker noget, bevæger sig i sådan en sløvt tempo, er der ikke brug for en ’pause’ til karakterfordybelse. Men på trods af et noget langtrukkent handlingsforløb, er der en hel del gode pointer og overvejelser der følger med en efter biografturen, og som man burde unde sig selv.
Det er bare en rigtig fin film.
