Skriv en kommentar
Da Ridley Scott vendte tilbage til ”Alien”-filmserien i 2012 med ”Prometheus”, beklagede mange, at den i det store hele ikke rigtig føltes som en ”Alien”-film. I stedet for at bygge videre med science fiction og gyserelementerne, som han havde skabt i 1979, endte Scott med at gå i en anden retning, hvor der i stedet blev sat spørgsmålstegn ved menneskehedens oprindelse og vores plads i universet. Det var højst bevidst af Scott, som endda forklarede, at ”Prometheus” kun var en forløber til den første ”Alien” i ånden, men det var ikke nok til at berolige det skuffede publikum.
Med “Alien: Covenant”, fortsættelsen til “Prometheus”, har Scott valgt at gå tilbage til sine rødder. I alt fra markedsføringen til trailerne bliver det gjort klart, at den her nye film har en direkte forbindelse til den originale film, med det fokus at skræmme sit publikum. Det er skam også helt fint, fordi Scott jo er en fantastisk instruktør, som har bevist, at han kan gøre det. Men hvad med alle spørgsmålene fra ”Prometheus”? Hvor kommer ”The Engineers” fra? Hvorfor hader de menneskeheden? Hvilken forbindelse har de med det Alien-væsen, vi alle kender og frygter? Hvad er der sket med de overlevende fra Prometheus-ekspeditionen, dr. Elizabeth Shaw (Noomi Rapace) og robotten David (Michael Fassbender)? Det er spørgsmål, som ikke kan blive ignoreret, eftersom det her er en fortsættelse til ”Prometheus”. Det er spørgsmål, som ikke rigtigt bliver besvaret, ikke helt, og det gør ”Alien: Covenant” til en frustrerende film.
I bund og grund er det helt fint at lave en filmserie, hvor ubesvarede spørgsmål først bliver besvaret i den næste film. Men så skal man også være opmærksom på, at de spørgsmål bliver besvaret. Ellers føles filmene bare ufærdige og forløsningen kommer derfor aldrig helt. I lang tid er ”Alien: Covenant” det, den lover at være, nemlig uhyggelig og spændingsfyldt. Men den er også en film, som hænger fast mellem to genrer, hvor den forsøger at blande gyserelementerne med den samme intellektuelle, filosofiske undring fra forrige film. Resultatet er bedre end ”Prometheus”, men langt fra det sikre hit, som alle måske havde håbet på.
Filmen begynder ti år efter ”Prometheus”, hvor rumskibet Covenant rejser gennem det ydre rum for at nå en beboelig planet langt, langt væk fra Jorden. To tusinde kolonister er frosset ned, det samme er adskillige menneskelige fostre. Det er robotten Walter (Michael Fassbender), som styrer skibet, mens besætningen sover. Et uheld gør, at skibet bliver beskadiget, og derfor skal besætningen vækkes før tid. Men skibets kaptajn dør i hændelsen (spillet af James Franco i ikke mere end tredive sekunder – underligt). I stedet er det den religiøse Oram (Billy Crudup), som nu er skibskaptajnen. Ikke lang tid efter modtager skibet en transmission fra en nærved planet, som er bedre egnet til at kolonisere end den, de oprindelig er på vej hen til. Så Oram beordrer dem til at tage dertil. Den næstkommanderende Daniels (superbt spillet af Katherine Waterston), den døde kaptajns hustru, mener ikke, de skal tage dertil, men bliver understemt. Da Covenant lander på den nye planet, finder de et Jord-lignende miljø, men så snart de undersøger det mere, opdager de en verden fuld af rædsler, som de aldrig kunne have forudset. (Det ville måske have hjulpet, hvis besætningen havde taget rumdragter på, i stedet for at gå ud på en komplet fremmed planet i deres overtøj og rygsække – hvem ved hvilke ubehagelige mikroorganismer, der findes sådan et sted?)
Mødet med Covenants besætning giver en følelse af, at filmen har en bedre forbindelse med ”Alien”-universet end ”Prometheus”. Karakterer som piloten Tennessee (Danny McBride) og hans hårdføre kone, Faris (Amy Seimetz), er menneskelige og nemme at relatere til. Det giver os den fornemmelse, at de alle er ”truckers in space”, præcis som den første film gjorde så godt. Ridley Scott formår også at gøre filmen spændende, men på den måde at scenerne er spækket med uhygge og uro (de direkte blodige, voldelige scener bliver dog aldrig helt underholdende at se på – de er mere bizarre end de er frygtelige). Scott er interesseret i at forfærde sit publikum, men han er også interesseret i at fortsætte med de store tematiske spørgsmål, som han legede med i ”Prometheus” – det får filmen til at virke, som om der er to historier, som er blevet splejset sammen med det resultat, at ”Alien: Covenant” har et underligt mix af forskellige toner, som hver især underminerer hinanden. Men det er ikke fordi, at hverken det ene eller det andet ikke er velkomment: filmen har i den grad nogle fascinerende tanker om kunstig intelligens og menneskets søgen efter viden om ting, vi ikke forstår og som i sidste ende kan blive vores undergang. Der bliver også leget med Alien-mytologien, hvor det til sidst føles, at alt vi kendte til den originale film, bliver vendt på hovedet.
”Alien: Covenant”, i sit ønske om at føre serien i en anden retning end tidligere, bliver også frustrerende, fordi vi fundamentalt set aldrig bliver klog på, hvor de to første film i denne nye serie placerer sig i forhold til den originale film. Jeg vil ikke afsløre for meget, men slutningen på ”Prometheus” gav en generel konklusion på, hvordan man kunne forbinde den til Ellen Ripley og besætningen på Nostromo på planeten LV-426. Men ved at dreje lidt på mytologien har ”Alien: Covenant” valgt at placere visse idéer og spørgsmål fra den første film på sidelinjen. Det vil give publikummet en følelse af frustration, når filmen er færdig, som om den overordnede historie slet ikke er færdig endnu. Måske vil fremtidige film forbinde alt med hinanden, men det hjælper os jo ikke rigtig nu, hvor ”Alien: Covenant” skal anmeldes.
Sammenlignet med “Prometheus” er denne film en forbedring. Men det ændrer desværre ikke det faktum, at ”Alien: Covenant” – som én film – mangler at forklare en del og aldrig bliver helt sin egen. Det er en film i et udvidet univers, en film med et formål som kun kan blive forklaret, når de andre film i denne nye serie bliver udgivet.
Problemet er måske, at ”Alien”-serien begyndte i en tid, hvor fortsættelser til film sagtens kunne stå på egne ben. Faktisk bliver James Camerons ”Aliens” jo betragtet som værende den bedste i serien, skarpt forfulgt af den originale ”Alien”. Sådan er det bare ikke i dag, hvad angår fortsættelser, så måske er ”Alien: Covenant” det bedste, vi kan håbe på at få. Jeg håber dog, at Scott formår at forlade ”Alien”-universet med et brag, når han på et eller andet tidspunkt laver endnu en fantastisk ”Alien”-film.
