Skriv en kommentar
Historien om et af de nok grummeste rumuhyrer i filmhistorien, startede i 1979 hvor Ridley Scott satte nye standarder for sci-fi/horror genren med sin banebrydende og klaustrofobiske rumgyser ALIEN hvor kun kvinden Ripley overlever. I James Camerons action orienterede fortsættelse ALIENS fra 1986, bliver man for første gang præsenteret for firmaet Weyland-Yutani og androiden Bishop (Lance Henriksen) der overlever helt ind i David Finchers dommedagsprægede ALIEN 3 fra 1992. Senest i sagaen er Jean-Pierre Jeunets halvsyrede ALIEN RESURRECTION fra 1997.
I John Mc Tiernans PREDATOR fra 1987 havde en hårdt pumpet Arnold Schwarzenegger sit hyr med en storvildtsjæger fra det ydre rum, der udelukkende var taget til jorden for at indsamle trofæer fra de stærkeste væsener vores planet har at byde på.. I 1990 lod Stephen Hopkins den stakkels Danny Glover prøve kræfter med trofæsamleren, førend Danny-boy kunne trække sig tilbage med et håndfast bevis på, at Predatorene har brugt vores planet som jagtområde siden tidernes morgen.
I crosseover-historien ALIEN VS. PREDATOR (AVP) der forgår her i år 2004 og dermed lang tid før Alien sagaen, opdager mangemillionæren Charles Bishop Weyland (Lance Henriksen) en ukendt varmekilde 600m. under isen på Antarktis. Han får hurtigt samlet et forskerteam bestående af en guide, et par arkæologer, en kemiekspert osv. for at undersøge fænomenet og de får snart klarlagt at det drejer sig om en urgammel pyramide og er begejstrede over at være de første med opdagelsen. Begejstringen aftager dog hurtigt, da de erfarer at pyramiden/templet bliver brugt som træningscenter for unge Predatorkrigere, der skal bestå deres manddomsprøve ved at nedlægge en håndfuld nyudklækkede Aliens eller to fra den Alien-dronning de holder fanget på stedet, hvor hun lægger æg hvert 100 år. Og eftersom disse dyr jo springer på hvad som helst og Predatorene ikke er jublende lykkelige over at finde indtrængende i deres lokale fitnesscenter, er det kort sagt et rigtigt uheldigt sted at opholde sig for en lille gruppe mennesker uden en Ripley eller Arnold i baghånden!
Ideen med at tage to superhelte (eller skurke) og sætte dem op imod hinanden i en selvstændig historie, stammer naturligvis tilbage fra 1940ernes fra tegneserieverdenen, hvor det hed Superman vs. Batman, Spiderman vs. Hulk osv. osv. og med mindre man finder tanken latterlig eller måske direkte blasfemisk, er det da også ganske oplagt at sætte det primitive og instinktstyrede rumuhyre Alien op imod den mere velovervejede rumjæger Predator. Som det faktisk er gjort før i både tegneserieform, filmen PREDATOR 2(!), samt computerspillet ALIENS VS. PREDATOR 1+2
Som begejstret tilhænger af Alien-universet, var det med meget blandede forventninger at jeg satte mig tilrette i biografsædet. Men jeg blev positivt overrasket! For selvom Poul Anderson (EVENT HORIZON; RESIDENT EVIL m.fl.) har valgt at lægge sin film mere op af computerspillene frem for de originale serier, samt det faktum at spillet er mere uhyggeligt end filmen, er AVP en meget underholdende film når den først kommer i gang. Men det der især gør at den lige akkurat hæver sig op over gennemsnittet inden for denne genre, er de virkeligt flotte, stemningsmættede og gennemførte billeder der næsten får én til at se igennem fingrene med de stereotype skuespillere og især karakterer. Men det er fint nok når nu den tyndbenede historie hænger så godt sammen som den faktisk gør og man jo egentlig bare vil ind og se to elskede møgdyr rive hovederne af hinanden.
Så hvis man vælger at se dette lille spin-off som en selvstændig og uafhængig appetizer frem for en slags ALIEN 5 eller PREDATOR 3, hvad den naturligvis ikke er, kan AVP snildt snige sig op på tre fine stjerner samt min DVD-hylde ved siden af originalfilmene, når den tid kommer.
Læs i øvrigt den engelske journalist Louis Svays bag-kameraet-artikel
her på siden..
