Skriv en kommentar
Det er efterhånden blevet en omvandrende joke. Hollywood, der gang på gang forsøger at genskabe magien fra Japans guldkammer af mangaer og animeer uden det store held. Tonen og stilen er måske bare for kompleks og unik til de store Hollywoodstudiers rutinevante formel? Det seneste forsøg på en fortolkning af en manga fra Hollywood, ”Ghost in the Shell” (2017), statuerede jo nærmest et decideret skrækeksempel i hvor galt det kan gå, når man fuldstændig glipper essensen af sit originalmateriale. En film, der både forsøgte at gøre Scarlett Johansson japansk af uforklarlige årsager, og som aldrig nåede den elskede original til sokkeholderne. Skal jeg være helt ærlig så sprang mit hjerte også tre-fire slag over af ren og skær skræk, da jeg så James Camerons navn øverst på producentlisten, da jeg først hørte om ”Alita: Battle Angel”. For med den ”ærkehollywoodske” ”Avatar” (2009) som sit hjertebarn, en film, der vægtede banebrydende effekter over historiemæssig substans, så kunne man sagtens grue for at Camerons prioriteter ville lægge omtrent samme sted med ”Alita: Battle Angel” – hvilket ikke er helt ved siden af.
Alita
Året er 2563. Da professor Ido finder en ødelagt kvindelig cyborg på en losseplads, reparerer han hende og giver hende navnet Alita. De nye indtryk og naiviteten er dominerende hos Alita, da alle minder fra hendes tidligere liv, er blevet slettet grundet et alvorligt hukommelsestab. Et sammenstød med nogle ondsindede cyborgs resulterer i, at hun vælger at blive dusørjæger, til trods for professorens misbilligelse. Hun opdager dog hurtigt, at hun tilsyneladende er betydeligt mere magtfuld, end hun og professoren først antog.
Fantastiske effekter og stærk hovedrolle
Robert Rodriquez, der bl.a. stod bag de charmerende ”Spy-kids”-film og den efterhånden ikoniske ”Sin City”, er også kendt for sit samarbejde med Quentin Tarantino – en helt anden type filmskaber end James Cameron. Generelt må man også sige, at Rodriguez og Cameron er en lidt sær sammensætning, hvis man ser på deres tidligere vidt forskellige værker. Men resultatet er dog ikke helt så slemt som det kunne have været. Med et budget på omkring 150-230 millioner dollars, så ligner filmen absolut enhver sci-fi-fanboy’s drøm. Detaljerigdommen i filmens verden er formidabel, og her flekser Cameron i den grad med sine effektstærke muskler. Det mest imponerende er dog, hvor livagtig de har fået titelkarakteren, Alita, til at fremstå idet, at hun skal forestille en cyborg med menneskelige tendenser. Det hjælper naturligvis også på det hele, at Rosa Salazar, der spiller Alita, brager igennem med en virkelig flot præstation igennem mo-cap kostumet, og stjæler filmen med hendes naturlige blanding af sårbarhed, humor og styrke.
Sløset manuskript
På den noget mere ujævne side finder vi Camerons manuskript, som han har skrevet i samarbejde Laeta Kalogridis – et manuskript, der er filmens største svaghed. Det giver ikke Robert Rodriguez meget at arbejde med, og får tilmed stjerner som Jennifer Connelly og Mahershala Ali til at fremstå deciderede fjollede i nogle scener. Tilmed skaber den ukendte og smerteligt overspillende Keean Johnson, der spiller Alitas kæreste Hugo, en ufrivillig komisk kontrast til Rosa Salazars flotte skuespil, men til hans forsvar hjælper manuskriptet ham på ingen måde. Det er bare drønærgerligt at producenterne af en film, der har et så fint potentiale, virkelig har forsømt at skrive et originalt manuskript. Havde den haft det, så ville resultatet også have været langt mere tilfredsstillende.
”Alita: Battle Angel” hæver sig betydeligt over langt de fleste adaptioner af de japanske mangaer, takket være nogle overlegne effekter og Rosa Salazar’s præstation, men desværre forbliver den totale filmoplevelse ved det ordinære.
