Den iranske instruktør, Asghar Farhadi, har haft nogle fantastiske år med to oscar statuetter for ”En Separation” og ”Sælgeren”. Nu vender han blikket mod et lille lokalsamfund i Spanien, som bliver udsat for kidnapning, og selvom der naturligvis er et krimiblot, så er det særværdige den dysfunktionelle familie, der lige pludselig vender ryggen imod hinanden.
Den store dag
Laura ( Penélope Cruz) ankommer fra Buenos Aires til sin lille hjemby udenfor Madrid. Her er familiemedlemmerne samlet for at fejre søsterrens bryllup. Under festen forsvinder Lauras datter på mystisk vis, og jagten går nu på at få datteren tilbage i god behold. Men under jagten kommer familiens dybeste hemmeligheder frem til overfladen, og derfor bliver det ikke nemmere at få datteren tilbage.
Et forrygende ægtepar
I hovedrollerne ses virkelighedens ægtepar, Penélope Cruz og Javier Bardem. Det er ikke første gang, de spiller overfor hinanden, men deres kemi og sammenspil føles ubesværet. Generelt fungerer hele skuespilscastet, da der i det ene øjeblik skal festes og vises glæde, imens der i det næste øjeblik skal grædes over morgenmaden, da familien er blevet ramt af en tragedie. Og derefter opstår dramaet, da familien debatterer, hvorvidt der skal tages kontakt til autoriteten eller det skal forblives imellem familien. Under de korte dage bliver familieglæden vendt til had og jalousi, og man kan ikke længere stole på sin elskede familie. Som mange andre af Farhadis film, elsker han at fortælle om socialklasser. Dette ses også tydeligt her, da familien er havnet i forskellige klasser, hvorpå jalousien også opstår. Og naturligvis skal de laveste i samfundet også beskyldes for bortførelsen.
Alle er mistænkt
Der er ingen tvivl om, at Asghar Farhadi elsker menneskerelationer og de dramatiske hverdagskonflikter. Dette har han både gjort i
”Fortiden” og ” Sælgeren”, hvorpå der også var begået noget kriminelt, og man var vidne til familiernes adfærd. Denne gang er det dog lidt anderledes, da det er kidnapning af en datter, og alle beslutningerne skal træffes hurtigt. Dette gør også, at tempoet bliver ret ujævnt, da vi både skal skynde os, at få datteren tilbage, før hun dør, men der skal også være tid til at pege fingre ad både familiemedlemmer og de ”fremmede” til festen. Der er også alt for mange karakterer involveret i denne historie, hvorpå man hurtigt glemmer, hvem der er hvem. Det går hurtigt op for publikum, at bortføringen er sket inden i familiens kreds, men grundet så mange karakterer falder det hele lidt til jorden og slutningen bliver lidt af et antiklimaks. Dette er ærgerligt, da der ellers var lagt op til et sensationelt krimidrama.
”Alle Ved Det” er et velspillet, godt og solidt drama om familierelationer og deres konflikter. Asghar Farhadi er en dygtig instruktør og manuskriptforfatter, men dette er desværre ikke hans stærkeste film. Ægteparret Penélope Cruz og Javier Bardem skinner igennem hele filmen, og er med til at løfte filmens niveau.