Skriv en kommentar
Indiekomedien er en svær genre at kaste sig ud i, da den for at ramme plet skal indeholde den netop rette mængde ironi og humor, en række mere eller mindre skæve eller excentriske karakterer, og forskellige former for musik-, film- og stilreferencer.
Den amerikanske filminstruktør, kunster og grafiske designer Mike Mills er blevet hyldet for sine tidligere film Thumsucker (2005) og Beginners (2011), som begge på vellykket vis formåede at ramme plet som små skæve indieperler med søde historier, finurlige karakterer og en underspillet humor, uden at gøre et stort væsen ud af sig. Med Alletiders kvinder formår han desværre ikke på samme måde at balancere den svære indiegenre, og filmen ender med at være for pæn og poleret og samtidig for bevidst omkring sin egen skæve indiesødme.
Smukke Santa Barbera i 1979
Den midaldrende og fraskilte Dorothea bor i Santa Barbera i 1979 med sin 15-årige søn Jamie. I deres store, slidte men hyggelige boheme-villa bor også eks-hippien William og kunstnertypen Abbie, som hver lejer et værelse i huset, og samtidig fungerer som en udvidet familie for Dorothea og Jamie. Den sidste del af deres udvidede familie er den vilde nabopige Julie, som om natten sniger sig ind af vinduet for at sove sammen med Jamie, men til Jamies store frustration ikke vil være kærester og have sex med ham.
Da Jamie er ved at udvikle sig fra barn til voksen begynder Dorothea at blive bekymret for om han har nok gode – og især maskuline – former for indflydelse. Den eneste mand er huset er William, og ham er Jamie til ærgrelse for Dorothea ikke synderligt interesseret i. Hun spørger derfor Abbie og Julie om de vil hjælpe med at gøre en god mand ud af Jamie, ved at skubbe ham i den rigtige retning. Begge piger tager opgaven på sig, og sammen med Dorothea giver de på hver deres måde råd og vejledning om livet til den søgende Jamie.
1970'er-nostalgi.
Filmen gør meget ud af at vise den tid den foregår i, og lige så vigtigt som at fortælle Jamies historie, synes det at være for filmen at vise 1979 som en brydningstid, ikke kun samfundsmæssigt, men også musikalsk. Der inddrages flere steder dokumentariske stillbilleder af musikere som Iggy Pop, og forskellige former for ungdoms- og undergrundskultur. Jamie vokser op og lærer om feminisme, han bl.a. får kvindebogen ”Our bodies, Ourselves” af Abbie, de ser Jimmy Carters berømte ”Crisis in Confidence”-tale i fjernsynet, og filmen er spækket med sådanne former for kulturelle referencer.
Samtidig er den filmet i smukke, varme 1970'er-agtige farver, og tøjet rammer også plet med 1970'er-moden, og er så pænt at det samtidig ligner noget der kunne foregå i dag. Samlet set kommer filmen til at virke meget pæn og perfekt, og der ses tilbage på 1970'erne i et romantiserende og nostalgisk lys.
Karaktererne er uperfekt perfekte på den skæve, quirky måde, og de fejl og finurligeheder de hver især har, får dem til at virke konstruerede og mindre som rigtige mennesker. Ingen af karaktererne har reelle problemer og oplever ingen synderlig modgang, selv ikke Abbys kamp mod livmoderhalskræft beskrives som synderligt hård. Ingen steder bliver det rigtig grimt, og ingen steder gør det rigtig ondt.
Hvad vil den egentlig sige?
Et problem ved filmen er, at jeg har svært ved at finde ud af hvad den egentlig vil. Det ligner umiddelbart en klassisk coming of age historie med Jamie som omdrejningspunkt, men netop Jamie kommer man som publikum aldrig rigtig tæt på, vi lærer ham ikke rigtigt at kende. Han udvikler sig ikke syndeligt som karakterer, og det virker derfor ikke som om det er hans udvikling der er filmens pointe.
Filmen vil gerne sige noget stort om livets uforudsigelighed, men ender med blot at være pseudofilosofisk, da den er fyldt med småfilosofiske samtaler og floskler som ”det eneste sikre, der er at sige om livet, er at det ikke bliver som du forestiller dig", som Jamie får at vide af Dorothea.
Filmen ender med at handle mere om de forskellige stærke kvinder der omgiver Jamie, end om Jamie selv. Den viser de nye former for kvinderoller der var blevet mulige med 1970'ernes kvindefrigørelse, og hvordan denne nye form for stærke kvinderoller kan influere en ung mands liv. Dorothea, Abby og Julie er alle tre stærke og uafhængige, men samtidig fejlbarlige, og de ender med på forskellige måder at influere Jamies liv, og gøre ham til en moderne – nogle ville hævde blød – ung mand. Filmen stiller ligesom Dorothea spørgsmåltegn ved, om en dreng har brug for maskulin indflydelse for at blive en mand, og skal man tro filmen er svaret nej, da Jamie på trods af manglende maskulin indflydelse er på vej til at blive et ganske fornuftigt, ansvarsfuldt og betænksomt menneske.
