Skriv en kommentar
Året er 1942. Vor canadiske helt befinder sig bag fjendens linier i det Vichy-styrede Marokko. Casablanca er byen, der endnu engang agerer kulisse til, hvad der burde være, en glødende krigsromance. For 74 år siden kunne biografgængere opleve den dragende og hypnotiserende kemi mellem Bogart og Bergman i lignende omgivelser på det store lærred. To karismatiske skuespillere bragte en stor romance til live. En kærlighedsaffære som gjorde ondt på den helt rigtige måde. Krigen var nærværende, og det var til at mærke hvordan kærligheden mellem mennesker var på spil i filmklassikeren Casablanca fra 1942.
I 2016 må vi nøjes med en bleg parodi, hvor hverken romantik eller spænding formår at tage pusten fra publikum.
Canadiske Max (Brad Pitt) og franske Marianne (Marion Cotillard) mødes i Casablanca i 1942. Her skal de agere et forelsket nygift par med henblik på at smigre sig ind hos den tyske ordensmagt, komme til fest ved ambassaden og myrde den tyske ambassadør. Marianne og Max lærer hinanden at kende under intense liv-eller-død-omstændigheder, hvor foregivne følelser har for vane at udvikle sig og blive virkelige. Ved endt mission binder de to sig så til hinanden med ægte kærlighedsbånd og lever et idyllisk liv i et ellers blitz-hærget London. Men så en dag stiller det britiske militær spørgsmålstegn ved Mariannes loyaliteter, hvilket tvinger Max ud i sin egen personlige loyalitetskrise. Skal han stole på kærligheden, og kvinden han elsker, eller tro på de overvældende beviser imod hende?
Har det hele, undtagen det der rent faktisk betyder noget
Elementerne til en stemningsfuld og buldrende kærlighedsthriller burde nu være på plads. To smukke og sofistikerede skuespillere i hovedrollerne…check. Flotte kjoler, tilrøgede lokaler, nazi uniformer og jazzmusik…check. Spioner undercover der agerer ægtepar, store følelser der kommer snigende, sex, våben, en nagende mistanke og kærlighed som gør blind….check, check, og atter check. Det burde jo være opskriften på en succes, men karaktererne fremstår utroværdige alt imens kemien mellem de to smukke mennesker er fesen.
I stedet for et medrivende følelsesdrama ender miseren i karikeret ligegyldighed. Bevares, der er nogle få underholdende scener og historiens udgangspunkt er for så vidt udmærket, men det hele præsenteres så umådeligt fladt og idéforladt, at det er svært ikke at le af de dramatiske øjeblikke, kede sig under spændingssekvenserne og krumme tæer ved de stift leveret kåde drillerier der i ny og næ udveksles mellem Max og Marianne.
Spændingsforladt spiondrama tilføjet lidt flad romantik
Når Marianne og Max første gang ser hinanden, er det tydeligt, at filmen ønsker, at vi som publikum skal mærke luften blive elektrisk mellem de to, men gnisten udebliver. Når Max skal skaffe sig adgang til ambassadefesten som sit alias, er det vist meningen, vi skal holde vejret sammen med Marianne, når han bliver bedt om at nedskrive den kemiske formel for phosphor. Som professionel spion må man dog formode, at han har gjort en smule hjemmearbejde og forberedt sig på at skulle spille en minedriftsmand, hvis arbejde roterer omkring netop phosphor. At denne situation skulle give anledning til spænding kommer til at fremstå latterligt og dovent.
Sådan en scene er desværre symptomatisk for resten af filmen. Det hele er simpelthen for dorskt udført. Allied forlader sig i alt for høj grad på sine stjerner og den naturlige interesse der følger med en film, hvis handling foregår under 2. Verdenskrig. Allied bringer dog intet nyt til den alenlange liste over film, der behandler samme tid og miljø. For at gøre ondt værre er filmens ivrige forsøg på at skabe romantik og spænding kunstige og uden substans. Allied er et lidt kedeligt og lidt karikeret bud på et historisk spiondrama.
