Skriv en kommentar
Den franske filmbranche markerer sig tydeligst på verdensmarkedet takket være den yderst produktive Luc Besson, der bl. a. har givet os "The Big Blue" og "Nikita". Elers er hans leverancer mildest talt svingende. Men en gang imellem, dukker der film op fra den franske filmskat, som man aldrig glemmer, når først man har set den. En sådan film er Jean-Pierre Jeunets "Amélie". Filmen tager udgangspunkt i den 23-årige Amélies liv, som iøvrigt spilles forrygende af Audrey Tautou. Hun vil snart kunne ses i Stephen Frears indvandrerdebaterende "Dirty Pretty Things".
Amélie kommer 23 år tidligere til Verden, som datter af den pensionerede og temmeligt følelseskolde militærlæge Raphael Poulain og lærerinden Amandine Poulain. Da Raphael ved det ugentlige sundhedstjek tror Amélie har en hjertefejl, bliver hun isoleret fra omverdenen indtil den dag hun flytter hjemmefra. Fordi hun ingen venner har, luller hun sig ind i en naiv drømmeverden, der bygger på fabler og fantasivæsener. Moderen bliver dræbt, da Amélie er ni år. Hun får en canadisk turist i hovedet, under et selvmordsforsøg fra et kirketårn.
Historien tager først sin spæde begyndelse, da Amélie er flyttet hjemmefra mange år senere i en alder af 23 år. Hun arbejder på den lokale bar i Monmartre, Les deux Moulins. Et miljø, der er fyldt med finurlige og stærkt underholdende eksistenser. Et godt eksempel er den sygeligt jaloux Joseph, der er stamgæst på baren. Han har de sidste 2 måneder siddet og overvåget ekskæresten Gina, der arbejder i baren. Alt mistænksomt noteres i den uundværlige diktafon! I Amélies opgang, kan man møde den portvindrikkende Madeleine Wallace, der er enke efter hendes utro mand, der blev dræbt i Sydamerika 40 år tidligere. I opgangen bor også grønthandleren Mr. Collignon. Men ham skal jeg nok vende tilbage til. Til gengæld er det værd at nævne Raymond Dufayel. Den såkaldte "glasmand". Hans øgenavn kommer af at hans knogler brækker så let som ingenting. Han har malet kopier af Renoir malerier de sidste 20 år. Vel og mærke præcist det samme billede hver eneste år!
Den 30. august 1997 var en dato mange mennesker nok vil huske for en ting. Nemlig da prinsesse Diana blev dræbt sammen med Dodi Al Fayed. Men det er også datoen, hvor Amélie ved et tilfælde finder en bortgemt æske i sin lejlighed. Æsken har befundet sig i et hulrum i 40 år og indeholder barndomsminder. Amélie beslutter sig for at gøre en god gerning og finde frem til æskens retmæssige ejer, som nu nok er en ældre herre efterhånden. Hendes plan lykkes og ejermanden genfinder sin lykke ved et flashback fra barndommen. Høj på sin succes beslutter Amélie sig for at gøre det til en mission at gøre gode tjenester for andre mennesker og slå ned på dem, der behandler folk dårligt. Det gælder ikke mindst grønthandleren Collignon. Han får sin sag for, da han hele tiden er efter sin ansatte hjælper. Mere skal ikke afsløres her. Men Amélies store hjerte for andre mennesker, betyder også at hun ikke er i stand til at hjælpe sig selv. Lige så elegant og vidunderlig som hun er til at hjælpe andre til deres lykke, lige så klodset og kejtet er hun også til at hjælpe sig selv. Det giver sig bl. a. udslag i hendes kærlighedsliv, som bliver et langt sejt træk, der kræver hjælp fra uventet hånd. Men mon ikke det lykkes i sidste ende alligevel at få fat i den mystiske Nino, der samler på iturevne pasfotos på de parisiske banegårde. For det er en romantisk eventyrkomedie vi her bliver tryllebundet med i suveræn stil.
Amélie er en vanvittigt velfortalt historie om kærligheden til livet. Manuskriptet er intet mindre end et sublimt mesterværk. Vidunderligt er det at være tilskuer til Amélies løsningsmodeller på folks små eller store problemer. Hvad gør hun for eksempel for at få hendes rejsesky fader ud at rejse. Hun tager såmænd hans kæreste eje, havenissen, og sender den ud på en jordomrejse. Da der begynder at dukke postkort op fra havenissen til faderen i en lind strøm, bukker han til sidst under og pakker kufferten. Eller for at slippe for at høre på Josephs jalousi på Gina og Georgettes evindelige hypokondriske brokkeri, laver hun et mindeværdigt stunt, så Georgette og Joseph ender sammen i kærlighedens eufori. Ja, ok i hvert fald for en tid!
Men et eller andet sted, lever Amélie i en fantasiverden og har svært ved at se realiteterne i øjnene. Det får hun så på anderledes vis hjælp af Raymond Dufayel til.
Hele filmen er en stor kærlighedserklæring. Det giver sig udslag på alle fronter. Lydsporet er varmt og tilbagelænet men alligevel muntert. Kameraføringen er kælen og kærlig. Og alligevel er det hele fortalt med et glimt i øjet og krydret med herlige og muntre indfald, der vil huskes længe. Verdensklasse!
Ekstramaterialet er måske ikke som filmen verdensklasse, men det er tæt på. For hvad der ikke er af bonus-materiale på denne dvd, er ikke værd at have med. Der er trailers fra filmen, forskellige filmplakater til filmen, eksempel på storyboard ( fra storyboard til film ), casting, interview med instruktøren, fotos af "en lille nisse rejste", making of "Amélie", Amélies funny faces ( sjove ansigter med Audrey Tautou ) og stillbilleder fra indspilningen af Bruno Caldo. 5 stjerner!
