Skriv en kommentar
Det er fredag aften. De to venner, Harold og Kumar, der er i begyndelsen af tyverne, beslutter sig for at ryge sig hamrende lamme. Harold skal godt nok lave en masse arbejde for firmaet, hvor han er junioranalytiker, og Kumar, der lever af fars penge, skal godt nok til en samtale på en medicinskole. De to dybt intelligente drenge (og derfor i amerikansk middelmådig forstand sikkert også bøsser) beslutter sig alligevel for at malebonde, og bliver naturligvis meget sultne. Det eneste måltid, der synes at gøre dem tilfredse er burgers fra White Castle. Sådan en restaurant er lidt svær at finde, så de næste fem kvarter roder de to drenge sig ud på noget af et eventyr for at få noget i maven. Der er altså dømt road-komedi a la Cheech and Chong pænt pakket ind af instruktøren bag ”Dude, where’s my car?”. Hovedingredienserne i sådan en kaloriefattig menu er ting, som amerikanske teenagere (og det er de end til de bliver 25) finder meget tilfredsstillende. Bare bryster, flere kilo Peter Belli-tobak, en masse lamme referencer til tidligere værker af samme infantile natur og så selvfølgelig de barnagtige hentydninger til de homofile forhold, de to synes at have i alle andres øjne sluttende med en romance. Ikke fem fuldfede joints kunne hjælpe til at denne anmelder trækker på smilebåndet overhovedet, og det er ikke fordi at denne anmelder ellers ikkeer at undgå den mavesure tendens, sådanne film helt ubevidst trækker frem i lyset. Genren er bare så amerikansk, at det ikke er til at undgå at opfatte hele konceptet som en stor lunken prut, det lugter lidt, men ellers hurtig forsvinder ud i den blå luft. Filmen konkluderer ellers til sidst, at det søreme godt kan betale sig at lave andet end at sidde på numsen og ryge fed hele dagen, men den synes også at konkludere, at der er noget rigtig fint og dybt i sådan en hjernelam aktivitet. Det er ligeså hult, som den danske titel American High, der prøver at sælge skidtet med reference til de tre American Pie-film.
Der er jo intet forkert i at blive underholdt af den slags film, der taler til laveste fællesnævner, men den indforståede humanisme i filmen preller ganske sikkert af på den tiltænkte målgruppe. For dem betyder de racemæssige temaer (vores helte er af hhv. koreansk og indisk herkomst) ikke en rygende vandpibe, og det er da heller ikke der filmen har sin stærke side. Billederne er pæne og skuespillet er faktisk ikke dårligt (dermed ikke sagt, at det er godt) Der er enkelte musikalske indslag, der er rørende, som Wayne’s World referencen af de to sultnes front seat duet over Wilson-Phillips klassikeren ”Hold On”. Ellers kan man vente en stor vortet mand, der har en ualmindeligt tiltrækkende hustru, et par engelske college-studiner, der nok er villige efter et par etniske fyre, men som desværre ikke står tilbage for at skide i kap i drengenes påhør. Helt fjollet bliver filmen dog, da man ryger en undsluppen gepard skæv, så den løber en snes kilometer med heltene på ryggen (i den forkerte retning).
Ved at bruge godt halvanden time kan det måske nok ærgre en en smule, at filmen overhovedet får dansk biografpremiere, hvis man tænker på, hvor meget kvalitet, der ellers ikke har en chance i dagens Danmark. Filmen og den form for amerikansk underholdning er meget mere undergravende for dansk kultur end nogle af de ting, vi ellers går og er lidt bange for. Man kunne ønske sig at de, der sidder på flæsket i dansk filmdistribution en gang i mellem ville prøve at satse på noget, der faktisk var sjovt frem for noget plattenslagerfis, som American High uden at blinke med øjnene uden tvivl prøver at være. I den anledning kan filmen ikke tåle at blive målt med stjerner, så den får en enkelt prut, der skulle dække nogenlunde, hvad konceptet går ud på. Slut Prut.
