Tom Cruise er en af de mest garvede skuespillere i Hollywood, men da han på det seneste ofte bliver set i roller, der ikke kræver det store af ham som skuespiller, kan man ikke undgå at spekulere på, hvorvidt hans storhedstid er forbi. Med rollen som den dristige og eventyrlystne pilot Barry Seal i Doug Limans American Made får Tom Cruise dog mulighed for at vise, at han stadig kan sit kram. En opgave, som han til dels formår at løse.
American Made er en satirisk action-komedie, der foregår i det sidste årti af den kolde krig. Her indgår CIA i en række lyssky operationer i Mellemamerika, der bliver forspillet til det, der siden er blevet kendt som Iran-Contra-skandalen, hvor CIA var vel vidende om, at deres uautoriserede udenrigspolitik blev udnyttet af narkosmuglere. I dette set-up hyrer CIA den moralsk anløbne pilot Barry Seal til at assistere dem med deres operationer i det centrale Amerika. Seal indgår dog også en aftale med selveste Pablo Escobar, og ender dermed at flyve både for CIA og lokale narkokarteller, et foretagende som gør den dristige pilot styrtende rig. Men udlevelsen af den amerikanske drøm varer ikke ved.
Med rollen som pilot, der flyver diverse illegale varer frem og tilbage fra Mellemamerika, foregår meget af filmen i luften, og man kan derfor ikke undgå at få associationer til Cruises ikoniske rolle som den unge pilot Maverick i klassikeren Top Gun (1986). Skuespilmæssigt er American Made ikke et kæmpe gennembrud for Cruise, men filmen føles stadig som et fremskridt for den erfarne herre, hvis præstation da også sniger sig op i nærheden af den, vi kender fra hans unge dage.
American Made fremstiller den sande historie om piloten Barry Seal med en satirisk vinkel, der egentlig ikke gør noget godt for filmen. De steder, hvor det er meningen, det skal være sjovt, skørt og overdrevet, falder lidt til jorden, og har tydeligvis ikke den ønsket effekt på publikum. Det er kun Tom Cruises tilforladelige præstation, der hæver filmen op på et gennemsnitligt niveau, men American Made bliver aldrig mere end en middelmådig action-komedie som set så mange gange før.