Skriv en kommentar
Det er ikke småting, vi på forhånd har set, hørt og læst om Lone Scherfigs nyeste film, An Education. Nyeste, og ikke nye, da det jo efterhånden er halvandet års tid siden, filmen havde verdenspremiere på Sundance Film Festival.
I mellemtiden har det været højstemt halløj om Oscar, hvor så godt som alle danske medier excellerede i at undlade at nævne, at vores Lone ikke ville have fået en statuette, hvis filmen skulle være blevet udnævnt som årets bedste.
Det gjorde den som bekendt ikke. Det havde også været en bombe, om end ikke synderligt urimeligt. For An Education er en herlig film. Styret af BBC Films taktstok hverken Scherfigs mest originale eller mest kantede film, men muligvis hendes bedste, mener jeg.
Scenen sættes i en forstad til London i 1960’erne. Den 16-årige kostskoleelev Jenny (Carey Mulligan) terper lektier på livet løs, fordi omgivelserne og især faderen (Alfred Molina) prædiker uddannelse, uddannelse, uddannelse. Men hun drømmer i virkeligheden om kærlighed, kunst, Paris - og om at leve livet på lidenskabelig facon. Noget, hun får lejlighed til, da hun møder den langt ældre levemand David (Peter Sarsgaard). Han storcharmerer først Jenny, siden hendes vægelsindede far, og får således fri bane til at tage Jenny med på lidt af en rejse, der viser hende, at hverken David eller livet som sådan er, hvad det giver sig ud for.
Der er for så vidt intet nyt i modsætningsforholdet mellem den fremtidssikrende fornuft og den nutidigt dragende lidenskab. Så afgørende nye toner i denne indre konflikt skal man ikke lede efter i An Education. Ligesom egentlige overraskelser på de store handlingslinjer også er få. Men det gør altså mindre. Min begrænsede anke i den retning overskygges således tæt på totalt af, at An Education som charmerende, morsom og rørende film er dragende som få.
Lige fra storcharmøren David og en styrtregnvåd Jenny mødes første gang i en vidunderlig scene, er der en ubeskrivelig vellykket kemi imellem altid gode Peter Sarsgaard og den her fabelagtig gode Carey Mulligan, som denne anmelder forelskede sig i på stedet. Der er en befriende tålmodighed i udviklingen af deres forhold. Der skal ikke forhastes nogle hurtige følelser igennem, og kemien får bare lov at vokse og vokse.
Unge Carey Mulligan – der i øvrigt snart er aktuel som Michael Douglas’ datter i Oliver Stones Wall Street nummer to – var forståeligt og fortjent An Educations andet lod i Oscaruddelingen, og hun er filmens klareste aktiv. Hun er som Jenny lynende intelligent, øretæveindbydende flabet, rørende naiv – og simpelthen elskværdig. Hvilket i sagens natur så langt fra gør dramaet mindre virkningsfuldt, når livet gør ondt for vores hovedperson.
For livet gør ondt, når det leves. Og det er store følelser og overvejelser, der er på spil. Men det leveres med indskudt og afvekslende humor fra Nick Hornbys manuskript (tredje skud i Oscarbøssen), rigt på herlig dialog. Fra den varmeste, umiddelbare humor, primært fra Carey Mulligan, over præcise one-liners fra Alfred Molina, til decideret outreret slapstick-egnet humor fra Davids (ualmindeligt snotdumme) veninde, spillet af Rosamund Pike.
Armbevægelserne er ret små. Det samme er originaliteten. Men når man kan få så meget menneskelig varme ud af lærredet, så er en lille film så absolut stor nok til mig.
