Hvem husker ikke taberen i den smukke film Den Gamle Mand og Havet fra 1958, hvor vi ser Spencer Tracys kamp mod alderdommen og naturens kræfter – hvor han alligevel i kampen holder håbet oppe. Emre Kayis skildrer også menneskets kamp mod alderdommen, hvor Fikret (spillet tilpas afdæmpet af Ugur Polat), der i sin ensomhed i filmens start, begynder morgenstunden med at indtage et par piller med vand og derpå rette på underboens mange par sko uden for døren, som nærmest blokerer hans trafik – og han vil hellere have styr underboen og opdrage på dem end på sit eget liv.
Myndighederne vil privatisere hans livsværk, Zoologisk Have, i Ankara – og han er tavs hver gang han er til møde og i starten, når han møder op på kontoret, fortæller hans eneste støtte, Gamze, at anklageren har ringet. På et tidspunkt hører vi sandheden fra Fikret, da han en sen aften med byen i baggrunden står ved et gitter (som er han i fængsel) og han højlydt kommer med mange beskrivelser af sig selv Jeg har ikke noget at leve for. Jeg har spildt mit liv, samtidig med at vi hører dyrelyde – og på den måde er filmen fyldt med symbolske perler i antydningens kunst.
Filmen har en meget melankolsk stemning i brune farver, og Fikret oplever pludselig, at havens anatolske leopard er stjålet. Et paradoks – at han ikke har styr på sin have og et håb om, at den så overlever ikke at blive privatiseret. Men leoparden dør, hvilket Fikret ønsker at hemmeligholde, hvilket sker i samarbejde med hans hjælpsomme assistent. Endnu et nederlag.
Filmen er også fyldt med små humoristiske betragtninger, som da arabiske sheiker foreslår at lave haven om til en forlystelsespark, hvilket også kan virke som en torn i øjet på den nuværende tyrkiske præsident, som både leger med Putin, Saudi Arabien og Vesten – og åbenbart slipper godt fra det.
Hans lukkede verden udspilles også i scener, hvor en gammel skolekammerat fortæller om et kommende jubilæum de skal deltage i – men Fikret har slet ikke hørt, at hans veninde Edit har hængt sig – den anatolske leopard har fyldt for meget.
Jeg kunne ikke undgå at blive ramt af hans skæbne da han sad alene ved gamle ruiner og kiggede ud på os – som om han ville sige: ”Så hjælp mig dog”. Det er flot at filmen starter og slutter med det samme melankolske og enkle klaverstykke, som rammer det sørgmuntre.
Jeg glæder mig til Emre Kayis næste film.
I “Den gamle mand og havet” er det den gamle mand alene i jollen jeg tænker på, når han sætter ord på sine tanker i enetaler – som vi også ser Fikret gøre det. Den gamle må tale højt med sig selv, med naturen, med fuglen og fisken. Han ser en fugl på vej ned mod jollen og vil tale med den, men han ville hellere have talt med drengen, som ikke måtte tage med ud på fangst med den gamle. At være alene er noget de begge kender til.