For 75. gang blev den lille guldstatuette uddelt for store præstationer udi filmkunsten. Selv om USAs krig mod Irak havde sat en dæmper på festen, var der alligevel masser af glæde og skuffelse - ligesom der ind i mellem var store og små protester mod verdensordenen anno 2003. Med andre ord blev der spillet på alle tangenter i nattens prisudgivelse.
Aftenens store vinder blev Chicago - en filmatiseret musical, som vi kun kan vente os meget af. Den vandt nogle mindre priser som scenografi, kostumer, billedeklipning og lyd, men vigtigst af alt fik den prisen som årest film, ligesom den højgravide walisiske skønhed, Cathrine Zeta-Jones, lidt overraskende kunne tage imod prisen for bedste kvindelig birolle i hård konkurrence med bl.a. Meryl Streep og Julianne Moore.
Det så længe ud som om Chicago skulle stjæle billedet, men sent på natten begyndte så Roman Polanskis Cannes-vinder, holocaustdramaet The Pianist, at røre på sig. Først vandt Ronald Harwood prisen for bedste manuskript baseret på et andet forlæg. Næstsidste pris var for Polanskis instruktion og så vandt Adrien Brody for bedste mandlige hovedrolle, og det fik Halle Berry at mærke med et kys af en anden verden. Dette blev et af aftenens højdepunkter. Brody var oppe mod kæmpekapaciteter som Jack Nicholson (godt at se ham tilbage med solbriller på række 1) Nicholas Cage, Daniel Day Lewis og Michael Caine, der alle har en eller flere statuetter på kaminhylden.
Brodys takketale var meget rørende og henvendte sig indirekte til folkene bag Irak-krigen på begge sider af fronten. Midt i talen afbrød han den til alle tider irriterende musik, og bad om lidt mere tid, hvilket affødte både stående bifald og tårer blandt mange af tilskuerne. The Pianist er selvfølgelig en film, der med sit tema, sætter vores verdens problemer i relief, og det gjorde Brody verden opmærksom på i meget sympatiske vendinger.
Ligeså sympatisk, men i naturligvis i mere provokerende toner, henvendte Michael Moore sig til verden efter at have vundet for bedste dokumentarfilm med mesterværket Bowling for Columbine. Filmen burde have været nomineret i kategorien bedste film, ligesom Moore også skulle have været nomineret for instruktion. Man sad næsten bare og ventede på øjeblikket, da han vandt sin pris. Den meget Bush-fjendtlige filmmand inviterede sine mednominerede op på scenen til stort bifald. Derpå begyndte Moore at svine til i en grad, der kunne få selv Jack Nicholsons evige grin til at stivne i et øjeblik af eftertanke. Prostesten gik selvfølgelig på USAs engagement i Irak, og Moore var retorisk i hopla, da han som repræsentant for nonfiktionen erklærede sin uvilje mod at en amerikansk præsident, der vandt et fiktivt valg, kan føre en krig på en fiktiv baggrund mod en fiktiv fjende. Klapsalverne blev afløst buhråb. Men spørgsmålet er om ikke Michael Moore blot udtrykte hvad mange i salen alligevel følte om den uheldige krig, der finder sted. Ikke siden Marlon Brando nægtede at tage imod en Oscar i protest mod statens behandling den oprindelige amerikanske befolkning, har der været en så eftertrykkelig og nødvendig skandale. Michael Moore er en stor mand med store armbevægelser og kunne ikke som Susan Sarandon blot vise en fredstegn med den ene hånd i hendes egen prostest mod krigen.
De store følelser var da også fremme i de to andre skuespilkategorier. Nicole Kidman vandt fortjent sin første (der må komme flere) Oscar for rollen som Virginia Woolfe i The Hours. Hun græd, men var nærmest en skuffelse oven på Halle Berrys ekstase sidste år Prisen for bedste mandlige birolle gik til Chris Cooper fra Orkidé-tyven, der med skinger stemme takkede sin kone så smukt. Afdøde Conrad L. Hall vandt prisen for bedste fotografering i Road to Perdition, hvilket også gav anledning til de største følelser hos publikum.
Nogle må have siddet skuffet tilbage. Martin Scorseses Gangs of New York vandt ikke en eneste pris, ligesom The Hours også måtte nøjes med Kidmans pris. Ringenes Herre: De to tårne vandt to tekniske priser, og Pedro Almodovar som var blevet overset af sine landsmænd kunne dog trække længste stik i prisen for originalmanuskriptet til den fantastiske Hable con ella. Frida fik priserne for bedste make-up og musik og Eminem, der var på tale til bedste hovedrolle vandt for bedste sang til filmen 8 mile. Overraskende gik prisen for årest udenlandske film til den tyske
Irgendwo in Afrika af Karoline Links, der ikke var dukket op for at hente prisen. Den skulle efter min mening også været gået til Aki Kaurismäkis Manden uden fortid, nu da hverken Lilja 4-ever eller Hable con Ella var nominerede.
I bedste animerede spillefilm vandt Miyazakis Spirited Away ikke overraskende efter at have vundet Guldbjørn i Berlin. Filmen kommer til Danmark i løbet af året
Og nu når snakken er ved Danmark... Ja, så lykkedes det igen for lille Danmark at skrabe en Oscar hjem. Midt i alle prostesterne og tårerne vandt Martin Strange Hansens Der er en yndig mand en pris for bedste kortfilm. Bemærkelsesværdigt fordi den faktisk ikke er særlig god i forhold til hans afgangsfilm, Når lysterne tændes, fra 2001, men det skal man ikke hænge sig i, når vi vinder. Nu kunne det snart være godt, hvis Danmark også kunne blive nomineret for en spillefilm igen.
