Skriv en kommentar
Minsandten om ikke der stadig kan smølfes flere smølfefilm frem. Det er lige ved at være for smølf til min smag. Spøg til side, men ja, der er altså åbenbart grobund for flere eventyr på lærredet for de blå væsner med de hvide huer. Denne gang dumper vi lige ind smølfelandsbyen på det, der kunne ligne en helt almindelig dag. Vi møder bagersmølfen, klogesmølfen, brokkesmølfen, klodsetsmølfen og alle de andre, som på en eller anden måde har en funktion i helheden i smølfernes verden. Der er selvfølgelig også Gammelsmølf og Smølfine, men vi møder altså også denne smølf, som endnu ikke har fået et navn, da han ikke endnu rigtig ved, hvad han er god til. Det går ham kraftigt på, og da han mindst venter det, så ender han med magiske kræfter, så han fremover kan kalde sig tryllesmølf.
Vi skal dog ud af en helt anden handlingstråd for at få handlingen i gang. Gammelsmølf bliver som en konsekvens af tryllesmølfens nye evner kidnappet og smølfelandsbyen afsløret. Inden Gammelsmølf forsvinder, når han at bede smølferne om at finde Ken. Ken ved, hvad der skal gøres. Ikke overraskende er den onde troldmand Gargamel hovedmistænkt i kidnapningen, men smølferne må sande, at det ikke forholder sig således. I stedet må en flok af smølferne igennem en hemmelig portal for at finde Ken. Det fører dem direkte til Paris, hvor flokken og deres gode ven skildpadden er havnet. Vi som seere får viden om, at Gammelsmølf holdes fanget hos Gargamels lillebror Razamel. Der går dog ikke lang tid, førend at brødrene er samlet som duo plus Gargamels trofaste kat Azrael. Herfra er de gode og de ondes kamp tegnet tydeligt op. Smølferne skal finde Ken, hvem han end er, og derfra befri Gammelsmølf fra skurkene, så de alle kan komme hjem til smølfelandsbyen og leve deres liv.
Hele eventyrets opsætning med portaler og magi samt at slippe smølferne løs i Paris og tilmed klaske en anden smølfetype som de franske undergrundssmølfer ind som katalysator bliver et flerhovedet monster, som dræber det meste af charmen. Smølferne er i den grad på udebane, og det klæder dem simpelthen ikke. Vi lader heller ikke Folk og Røvere uden for Kardemommeby eller Fragglerne uden for Fraggelland (lige med undtagelse af Onkel Rejsende Mac). Der er simpelthen noget grundlæggende forkert i at spice smølferne op og gøre dem mere nutidige ved at lade dem indgå i vores moderne verden. Det er såmænd ikke engang opfindsomt, for det fungerer såre simpelt bare ikke. At vi skal så langt ud som dette manuskript, viser bare, at der absolut ingen grund er til at skulle genbesøge smølfernes univers endnu engang. Der går jo nærmest pinlig Marvel i den med parallelle universer, og jeg har ved Gud aldrig haft brug for tre Gammelsmølfer.
Jeg kan egentlig godt lide animationsstilen, men resultatet er hverken underholdende, sjovt eller spændende. Jamen, sødeste ven, rolig nu, nu er du jo heller ikke den primære målgruppe… Korrekt! Men jeg har alligevel større ambitioner for børn og barnlige sjæle. Citater som “Jeg tror, at jeg har smølfet i bukserne” er ganske enkelt ikke nok til at få podernes interesse til at række længe. Der skal mere til, og her fejler “Smølferne Filmen” eklatant. Når nye tegnefilm skal manifestere deres univers er det klædeligt med skøre og sære væsner, men de her pjuskede omvandrende ildkugler kaldet rumpefjumsere er komplet fordummende, og gør intet andet end at stjæle skærmtid fra de små blå. Som om der ikke var blevet stjålet skærmtid nok. De fem kvarter, som “Smølferne Filmen” varer, får jeg aldrig tilbage. Heller ikke de tilhørende Rihanna-sange, der hører til filmen, da hun lægger stemme til Smølfine, er særligt gode. Der behøver SLET ikke komme en 2’er, tak!
