Da Thomas Villum Jensen i 1999 fik ideen at filmatisere Dennis Jürgensens ”Kærlighed ved første hik” var der nok ikke mange der forventede, at vi her 9 år og fire film senere, ventede den femte historie om Anja og Viktor. Gassen er da også så småt ved at gå af ballonen, men hvis man er villig til at se lidt bort fra den klicheflydte kærlighedshistorie mellem Anja og Viktor, er der masser af små morsomme indfald og sjove skuespilpræstationer der gør at hvis man har følt sig underholdt af de foregående film, også vil føle sig underholdt af ”Anja og Viktor i medgang og modgang”
Efter problemer med deres udlejer på Sankt Hans Torv, er Anja(Sofie Lassen-Kahlke) & Viktor(Robert Hansen) blevet smidt ud af deres lejlighed, og bor i et kommunalt øvelokale ude på sydhavnen. Viktor forsøger stadig at klare sig som brandmand, mens Anja prøver at få sit nystartede reklamebureau op at kører. Dette er dog på ingen måde det bedste sted for et barn, og da en kommunalt ansat(Carsten Bang), dukker op og begynder at stille spørgsmål omkring hvad lokalet præcis bliver brugt til, beslutter Anja og Viktor at gøre alvor af deres trusler, og hive deres udlejer i retten. Det får de desværre ikke noget ud af, for selvom Anja og Viktor er blevet uretmæssigt smidt ud, er lejemålet lavet om til andelsbolig, og derfor må paret enten betale andelen på en million kronor, eller opgive at få deres lejlighed tilbage. Imens følger Anjas veninde Gitte(Mira Wanting) Danmarks mest populære tv-program ”i medgang og modgang”, hvor to par konkurrere mod hinanden, og hvor vinderne bliver gift på tv, og får en million kroner. Gitte foreslår da også hurtigt, hvorfor de to ikke bare melder sig til tv-programmet, får millionen og endeligt kan blive gift. Anja nægter dog, da hun ikke syntes at hendes privatliv skal ses af 2 millioner mennesker. Viktor har dog ikke så nemt ved at ryste ideen ud af hoved, og i god tro melder han paret til, uden at fortælle Anja.
Plottet føles denne gang mere end nogensinde som en undskyldning. Hvorfor Anja og Viktor bare skal bo på Sankt Hans Torv vides ikke, og tilfældigheden med at der præcis er et tv-program hvor man kan vinde en million, virker som et plot taget fra en dårlig komedie serie. Men som sagt tidligere, ligger kvaliteterne i ”Anja og Viktor i medgang og modgang”, ikke i det åbenlyse. Både plot og romance virker efterhånden døden nær, men sjove biroller fra både de sædvanlige, Karl Bille, Jonas Gülsdorff og Mira Wanting samt et par nye som Jan Gintberg, Carsten Bang og Charlie fra Tv3s nye komedie satsning ”Maj og Charlie”, Johannes Lilleøre redder filmen.
Der er ikke meget nyt under solen her i femte omgang med Anja og Viktor, men ”if it aint broke, dont fix it” rutinen virker. Der er lige nok luft tilbage i ballonen, og krydret med et par sjove biroller, er ”Anja og Viktor i medgang og modgang” mere af det samme til dem der kan lide det, og dem der gav op efter ”Kærlighed ved første hik” kan fortsætte med at kikke den anden vej.