Skriv en kommentar
Lynn (Ellen Barkin) har ikke set sin søn siden en bitter skilsmisse, og nu skal han giftes hjemme hos hendes forældre i Annapolis. Lynn bringer sine to andre problemfyldte børn med sig, og skal nu møde sin familie der er eksperter i at nedgøre hende, samt eksmanden Paul (Thomas Haden Church) og hans nye kæreste Patty (Demi Moore). Det bliver et opgør med fortiden, nutiden og fremtiden.
Med den ironiske titel Another Happy Day filmdebuterer Sam Levinson som instruktør med en finurlig følelsesrejse, der placerer filmen i et genrespektrum mellem drama og komedie. Når man får en klumb i halsen af filmens emotionelle dramatik, bliver man næsten kvalt af den klumb af den efterfølgende komik. Man griner og græder på en og samme tid, og det er hverken behageligt eller anbefalesværdigt.
Som søn af den Oscarvindende Barry Levinson, der har skabt klassikere som Good Morning Vietnam (1987), Rain Man (1988), Bugsy (1991) og Sleepers (1996) og som har instruereret seks forskellige skuespillere til Oscar nomeringer, har Sam Levinson en tung arv at leve op til. Men hvad der tydeligt ligger i familien Levinson er evnen netop til at instruerere skuespillere. Det er Another Happy Day alle største styrke.
Another Happy Day minder om dette års genre-udefinerbare 50/50 (2011) blandet med Rachel Getting Marrieds (2008) rammehistorie med et tvist af det skæve fra The Royal Tenenbaums (2001). Som i Rachel Getting Married er det den glædelige begivenhed ’familie bryllupet’, der sætter rammen om filmen til at beskrive de mere dystre eksistenser og fortidens ufortalte historie. Another Happy Day er en bryllupets Grand Guignol.
Man kan godt sætte sig ind i hvorfor nogen vil afsky Another Happy Day. Filmen er uden tvivl bygget op omkring et emotionelt overdrive, der kan virke overdramatiserende og afstandsværende for publikums involvering i filmens univers. Filmen er en tårerperser en terrible hvor tragedie er krydret med komik, men hvor en overflod af melankoli og sentimentalitet pryder fortællingen helt igennem. Lynn smiler kun af folk på afstand, men er ellers helt igennem en skrøbelig skikkelse, der er ude af stand til at nyde et spinkelt sekunds glæde, livet eller bare slappe af. Lynn er familiens über drama-queen, der som den eneste vil grave fortiden op og stå ansigt til ansigt med den. Hun har altid en overdramatisk betonning og trang til drama, når hun, berettiget, stiller alle de spørgsmål ingen gider at høre. Lynn bliver derfor af resten af familien betragtet som det sorte får, da alle andre bare vil glemme og komme videre. Lynn fremstår ikke bare som familiens pestilens, men også som filmens. Man kan godt til tider forstå, hvorfor hendes eksmand Paul førhen har langet hende et par på skrinet.
Selvom Lynn er filmens tudemarie er hun ligeledes en de stærkeste præstationer. Noget som Another Happy Day står stærkest i. Ellen Burstyn som familiens overhovede og moder, Doris, står stærkt midt i det emotionelle kaos og gør alt for at lukke af for sine børn og børnebørns problemer. Lynns problemfyldte datter Alice (Kate Bosworth) er et følelsesmæssigt vrag der vakler ombord familiens rokkende skude og må konfrontere hendes far Paul (Thomas Haden Church) hun ikke har set i mange år. Netop Church som Paul er overbevisende som faderen der skjuler alle følelser og virker til at holde på flere hemmeligheder end man umiddelbart for klaring på. Pauls kone Patty (Demi Moore) er filmens ubestridte strigle, der vælger at gå på krigsstien med Lynn. Moore spiller både komisk og overdramatisere som overklassekonen udefra, der ønsker hendes egen egoiske selvretfærdighed.
Lynns to sønner har begget arvet noget af Lynn selv. Den inteliigente 12-årige Dylan bliver betragtet som autist på grund af hans kløgt, men hans nysggerighed og ærlighed har han fra sin mor. Da Lynn spørger ham om han synes hun er en dårlig mor, kan Dylan kun svare sandheden: ”ja, jeg har tænkt over. Du er en dårlig mor.” I stedet for at blive ked af det, sætter Lynn tværdigmod pris på hans ærlighed. Derimod er Lynns anden søn, den 17-årige Elliot, en emotionel krøbling og misbruger, der har arvet hans mors dårlige situationsfornemmelse og depressive opførsel tillagt en frembrusende og ligefrem ærlighed, der udelukkende går ud på at nedgøre og skade alle han kan komme til. Han er filmens enfant terrible.
Til tider kan filmens ironiske øjeblikke være en smule malplaceret. De tydelige comic-reliefs som Lynns mand Lee (Jeffrey DeMunn som nogen sikkert vil genkende som Dale Horvath i The Walking Dead) der går mere op i hvorfor hunden har cowboytøj på eller te-mærker end hans kones følelser. Ligeledes er Lynns far Joe (George Kennedy), der kæmper mod dødelig sygdom, en akavet parodi på en senil gammel mand. Derimod er Elliots verbale fornærmelser vittigt skrevet og selvom de er nedværdigende og under bæltestedet, tilføjer de filmen en form for stand-up comedy elementer, der får filmen til at lyse en smule op i al mørket.
For nogle vil Another Happy Day være en skrækkelig omgang følelsesporno tillagt barnlige platheder, mens for andre vil den være et finurlig tragi-komisk drama. Det er skuespillerpræstationerne der bærer filmen hjem, mens musikken ledsager billederne med følelsesbetonet indvirkning. Selvfølgelig er titlen Another Happy Day en ironisk titel. Det er en film om en familie med en ufortalt tragisk fortid, nutid og fremtid. Den er uforanderlig og fulgt af mere sorg en glæde, men som forsøger at leve videre det bedste de har lært. Men midt i alt det sørgelige og hjerteskærende løfter filmen sig op med komiske elementer og pudsigheder. Enten kan man lide stilen, eller også vil man hade den.
