Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Engelske Mike Leighs mesterskab fornægter sig heller ikke denne gang. Ikke mindst film som ”Naked” (-93), ”Secrets and Lies” (-96) og ”All or Nothing” (-02) har demonstreret, at han bedre end nogen kan gennemføre en hverdagsrealisme der uanset hvor hverdagslig virker vedkommende – uden dog af den grund at gå af vejen for det tragiske. En af hemmelighederne er en virtuos skuespillerinstruktion, hvor stjerner og ikke-stjerner rammer en sjælden umiddelbar tone og udtrykker et stort nærvær. Der er forfriskende langt til Hollywoods attituder.
Det midaldrende par Tom (Jim Broadbent) og Gerri (Ruth Sheen) lever i et sjældent harmonisk ægteskab. Hun arbejder som psykolog og han som ingeniør. Deres fritid bruger de i kolonihaven. Omkring dem grupperes en række venner og familie der alle har en stor ensomhed at kæmpe med. Men hos Tom og Gerri finder de en form for helle; her kan de tale eller græde ud eller bare være. Vi følger parret i haven og sammen med venner og familie i hjemmet igennem et år – forår, sommer, efterår og vinter, heraf titlen.
Leighs film er traditionen tro ikke specielt plotstyret. Jo, der er lagt op til konflikter gennem året, vigtigere er dog situationernes stemninger og de langsomme erkendelser der vokser frem fra de ensomme personers indre gennem året.
Overfladisk set er tonen sjældent harmonisk. Men får man først øjne og ører op for de ensomme eksistensers behov for hjælp, opdager man, at de sætter Tom og Gerris harmoniske samliv i skarp belysning. Kan det virkelig passe, at man i sit liv kan sige og gøre ”det rigtige” på arbejdet og i hjemmet og bare være uden gnist af tvivl og smerte som Tom og Gerri? Og når først man er nået dertil, spørger man sig selv om der ikke skal mere til at hjælpe end det allermest basale; accept af at man hælder vand ud af øjne og ører, imens man bliver mere og mere fuld, en sofa natten over eller en henvisning til en psykolog. Alt sammen ganske udmærket, et vigtigt grundlag, som mange af os ”gode” mennesker måske end ikke evner, men eksistensen italesættes ikke på noget tidspunkt af Tom og Gerri; de svarer så at sige ikke de ulykkelige eller udtrykker egen tvivl og afmagt. Tydeligst kommer problematikken til udtryk, da parrets søn kommer hjem med sin nye kæreste og Gerris arbejdskollega (og veninde?) Mary (Lesley Manville) bliver jaloux, fordi hun i al sin ensomhed har forestillet sig, at de to måske kunne blive et par. I stedet for at tage konfrontationen, afviser parret stiltiende Mary, hvorefter hun drives længere og længere ud i sin ensomhed.
Leigh har aldrig lagt skjul på sit kritiske samfundsengagement. I ”Another Year” stiller han skarpt på moralen, først og fremmest hos dem med overskuddet til at hjælpe dem uden. Han dømmer ingen – tværtimod omfatter han sine personer med stor varme – men er ikke bleg for at vise, hvor store krav der faktisk stilles til de der kan og bør hjælpe. Det sociale engagement som mulighed og pligt.
I ekstramaterialets interview fra Cannes fortæller Leigh, hvordan publikum har reageret meget forskelligt ved visningerne af filmen. Nogle opfatter filmen som morsom og andre som meget alvorlig. Undertegnede er ikke i tvivl om, at køber man præmissen om det harmoniske ægtepar der hjælper venner i nød, ja så har filmen en komisk tone. Jeg selv er selvsagt ikke så sikker …
Til gengæld er jeg helt sikker på, at Leigh igen har vist sit mesterskab.
SF/Fox.
