Skriv en kommentar
I filmen der vandt juryens Grand Prix i Berlin 2004, lægger man straks mærke til stilen; grovkornede nærbilleder på nærbilleder fra et håndholdt kamera i friskt klippetempo. Stilen fastholdes konsekvent filmen igennem og man kommer uvilkårligt til at tænke dogmefilm (instruktøren Daniel Burman producerede faktisk José Luis Marquez´ argentinske dogmefilm (nr. 8) ”Fuckland” i 2000) - men mon ikke der er sat et lys eller to undervejs, og musikken er bestemt ikke optaget simultant med billederne. Men stilen er ikke fortænkt trendy; tværtimod er den konsekvente brug af rystede nærbilleder med til at understrege de tætte familiemæssige bånd personerne imellem, det er trygt og overskueligt, men på den anden side er personerne også isoleret fra omverdenen; kaos truer hele tiden med at bryde ind i ikke mindst hovedpersonen Ariels verden. Og dette er i så glimrende samklang med plottet.
Vi er i Buenos Aires i dag. Det meste af tiden i et stort indkøbscenter hvor der bl.a. er en række småbutikker med indehavere af jødisk/østeuropæisk oprindelse. En af dem er Ariel, der er i begyndelsen af 20-erne og medhjælper i sin mors lille undertøjsforretning. Tre ting optager ham: at forberede en rejse til Polen for at blive polsk statsborger (derfra stammer hans familie); at finde ud af hvorfor hans far forlod moderen lige efter Ariels fødsel og drog i krig; og indimellem kaste sig over den noget ældre men særdeles udfordrende Rita eller er det omvendt der står i internetforretningen overfor.
Som man kan høre handler filmen om identitet. Og som så mange film før denne er det afklaringen i forhold til den fraværende fader der er afgørende for hovedpersonens videre færd ud i livet. Gode historier kan som bekendt ikke fortælles for mange gange, og temaet gennemspilles da også mere end overbevisende af instruktøren Daniel Burman, fotografen Ramiro Civita, manuskriptforfatteren Marcelo Birmajer og ikke mindst af skuespilleren Daniel Hendler som Ariel – en præstation han ligesom filmen fik en sølvbjørn for i Berlin 2004.
Efterhånden som historien udvikles, forstår man, at personerne hver især har historier at fortælle der givetvis ville få ekstra valeur om instruktøren havde kastet sig over dem, men nu er det engang Ariels historie der skal fortælles fordi, som broren siger det, han stadigvæk er søgende. De andre har fundet deres butik, om jeg så må sige, uanset hvor lidt omsætning og fremtid der er. Ja, jeg tror ikke man ser en eneste kunde i butikkerne i løbet af filmen.
I takt med at Ariel får klaret papirerne for afrejsen til Polen og det polske statsborgerskab, stiger hans vrede mod den fader der bare stak af fra det hele. Han veksler mellem at lægge ører til familiernes og vennernes dvs. de handlendes erindringer og hverdagsproblemer og så at skære igennem og komme med hurtige konklusioner på tingenes, dvs. hans egen tilstand. Det unge menneskes på en gang længsel og vægren mod forandring og erkendelse skildres på en gang som let og hårdt arbejde. Og gang på gang må man beundre hans omgivelsers, de såkaldte ”små” menneskers evne til at give Ariel plads til hans dagdriveri og mere eller mindre kloge spørgsmål, konklusioner og dispositioner. At Ariel på sin vis ligefrem gentager den fraværende fars dispositioner er overraskende og virker nærmest tilforladeligt i sammenhængen. Fx da han opsøger sin tidligere nu lykkeligt gravide kæreste for lige at slå fast, at det var hende der forlod ham, mens det faktisk var omvendt.
Selvom alting således tilsyneladende går op i et perfekt mønster, slutter filmen åbent. Far og søn møder hinanden, men hvad så… Instruktøren træder et skridt tilbage og lader i stedet Ariels bedstemor bryde ud i den klezmersang, hun i så mange år har undertrykt. Og hvem ved om det var Ariels søgen der satte hende i gang. Den lineære fortælling, eventyret vi holder så meget, af afløses af en klog gammel kones indsigt. Og lissom hun takker, fordi hun endelig måtte synge (bliv endelig siddende til slutcreditlisten er rullet over lærredet!), må vi andre til sidst sige tak for en fin oplevelse iblandt gode mennesker der stadig har drømme og håb.
