Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Axel Blackmar (Johnny Depp) tæller og mærker fisk i New York, men bliver lokket til Tucson, Arizona af sin onkel Leo (Jerry Lewis). Leo vil have Axel til at overtage hans Cadillac-forretning. Han vil ikke, men lover til sidst, at han vil give det en uge og så tage sin beslutning. Imidlertid, bliver Axel totalt fascineret af et højst usædvanligt mor og datter-par og må bare blive lidt længere.
Arizona Dream fra 1993 var den bosniske instruktør Emir Kusturicas første forsøg med en amerikansk film. Han havde allerede høstet en masse priser i Europa op igennem 80erne for sine film og skaffet sig stor opmærksomhed. Selv med store stjerner som Depp, Lewis og Dunaway på rollelisten, blev filmen dog syltet og blot sat op i et begrænset antal biografer. Man må håbe, at folk denne gang opdager denne flotte historie om livsglæde, smerte og mest af alt kærlighed. Vi ser ofte udenlandske instruktører lave gode film om amerikansk kultur og, især, om den amerikanske drøm. Hvem kan, f.eks., glemme taiwanesiske Ang Lees hjerteskærende perle The Ice Storm (1997) om USA i halvfjerdserne?
Hvis man ikke synes instruktøren virker bekendt, så kan det nævnes, at han to år senere, med en europæisk film, fik sit store gennembrud på verdensplan med mesterværket Underground (1995). Samtidig skabte han sig meget opmærksomhed, da han drejede dokumentarfilmen Super 8 Stories (2001) om sit eget band: The No Smoking Orchestra.
Ifølge onkel Leo, er det den amerikanske drøm, at være sexy og sælge Cadillacs, men Axels drømme er helt anderledes. Han har endnu ikke fundet ud af hvordan hans personlige amerikanske drøm skal være. Han har slet ikke mødt de rigtige mennesker endnu, så da han møder Elaine og Grace, åbner der sig en helt ny verden for ham. Han flytter ud på deres hjemsted og falder hurtigt ind i deres fælles drømmeunivers.
En pointe i filmen kunne være, at leve livet fuldt ud mens du er her. Som i Underground, er det de inderste og ofte smertefulde følelser, der konsumerer filmens karakterer. Der er ingen, der helt ved hvad de vil. De prøver sig frem og håber på det bedste. De leder med lys og lygte efter kærligheden, efter ømhed, efter en højere mening med det hele.
Kusturica blander på fornem vis drøm og virkelighed i mange scener, så man ikke er helt klar over hvad der i virkeligheden sker. Det er jo det med følelserne, de spiller ofte dig et puds og man ved ikke hvad man skal tro. Både karaktererne og kulisserne er tidløse, men ligner en mærkelig og drømmeagtig nutid. Ligesom instruktørens tidligere film, er filmens musik domineret af pulserende orkestermusik, og især af harmonikamusik.
Tempoet i Arizona Dream er hurtigt og selvom, der er store ting på spil i filmen, er den til tider hylemorsom i sin alvor. Kusturica er glad for fald på halen-komik og det ses tydeligt i denne film. Komik er en central faktor i hans film. I en central scene prøver Grace at begå selvmord ved hjælp af sine stømpebukser. Desværre er de så elastiske, at de kan nå helt ned til gulvet, hvorpå de hiver hende op igen. Axel løber hen for at holde hende ved gulvet, kommer for sent, og løber så tilbage for at trøste Elaine. Dette sker to-tre gange uden nogen siger et ord. Det er både tragisk og tankevækkende - men også sjovt!!
Det er en flot og lækker historie, men den mangler lidt fokus. Det er svært, at finde hoved og hale i historien, men det er vel også en pointe fra Kusturicas side. Det hele er forførende og man er dejligt underholdt af de flot spillede og skævt realistiske karakterer. Det meste af filmen er karakterskildringer. De er da også underholdende, men det hele er lidt langt fra virkligheden. Denne seer giver filmen 5 stjerner ud af 6.
Ekstramaterialet er interessant og sjovt, men det bærer præg af legesyge. Bedst er interviewet med filmens stjerne Johnny Depp. På sit paris-inspirerede engelsk, forklarer han, at optagelserne slet ikke var så sjove som det ser ud i filmen. Optagelserne måtte standses i tre måneder, da en depression forhindrede instruktøren i at arbejde! Interviewet giver såmænd lidt baggrund, men som altid, ville et kommentarspor af instruktøren være at foretrække. Med hans ord i baggrunden, kan seeren forstå hvilke valg, der blev truffet i løbet af filmen – og hvorfor. Der er også nogle få, lange, slettede scener, der faktisk fint uddyber historien og flere af karaktererne. Dertil er der også en promotion-sekvens, der også er ret sjov. Ekstramaterialet får 3 stjerner ud af 6.
Filmen er venligst stillet til rådighed af
Sandrew Metronome.
