Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Med Larry Charles, instruktøren af Borat til at styre løjerne, kunne man have forventet en mere fokuseret tilgang til Gary Faulkner og dennes mission, der i sagens natur ikke lykkedes. Desværre byder filmen kun på en meget beskeden sammenhæng mellem manuskript, casting og komiske virkemidler.
For det første fremstår Gary Faulkner i filmens fiktive fortolkning blot som en øredøvende irriterende person, der ikke rigtigt har styr på sit liv, sine venner og omgivelser. En person, der lever på nas men alligevel lejlighedsvis viser sit gode hjerne og går til hånde for sine venner. I filmen kommer dette til udtryk ved at Faulkner møder og igen falder for en gammel veninde, Marci. Hun lever et stille liv som værge for søsterens handicappede datter, hvis mor er død af en overdosis. To skæve eksistenser, hvoraf Faulkner af indlysende årsager er mere skæv end Marci, da han når som helst filmen igennem synes at have en joint i hånden.
Faulkner bliver i sine tåger hjemsøgt af Gud himself i skikkelse af meget britiske Russell Brand. ”Holy shit”, udbryder Faulkner, hvortil Gud svarer ”I take a holy shit every day”. Derudover på Gud Faulkner at drage ud for at fange Osama Bin Laden. Et tåget tankespind, der bliver næret, hvor Faulkner udtalt påvirket hænger ved en bardisk og hører nyhederne.
Dermed er niveauet i filmens humor i grunden ridset meget grundigt op. Et niveau, der ikke hæves nævneværdigt, snarere tværtimod, da Faulkner faktisk når frem til Pakistan og tosser rundt blandt den undrende lokalbefolkning, bevæbnet med et postordreindkøbt samuraisværd. Mødet mellem Faulkners meget selvbevidste hævdelse af amerikanske kerneværdier og det jævne liv i Islamabad fiser ud som en flad, småracistisk udstilling af, hvad Faulkner ser som primitivitet. Jo, der er selvfølgelig de lokale CIA-folk i Pakistan, der får nys om den tåbe, der tosser rundt på deres banehalvdel og risikerer at sætte diverse hemmelige operationer over styr. De bliver fremstillet som nogenlunde lige så ’gale’ som Faulkner.
Med lidt god vilje kan man trække smilebåndene af Faulkners ’plan’. Han vil kaste sig ud med paraglider fra et bjerg i Israel, lande i Pakistan, finde den hule, hvor Osama Bin Laden, fange ham og stille ham for en dommer i USA. Planens absurditet bliver imidlertid langt fra understøttet af udvalget af punchlines og pudsigheder. Som komedie savner filmen således udtalt potentiale til at løfte beskuerens mundvige. Der er milevidt fra Sacha Baron Cohen i rollen som den kazakhiske TV-journalist Borat til drønirriterende Faulkner i Army of One.
Nicolas Cage kan absolut være morsom. I Army of One er han imidlertid blot tåkrummende pinlig. Han taler som et vandfald – hvilket selvfølgelig kan være et forsøg på at afspejle virkelighedens Faulkner – men uden sans for figurens og dialogens humoristiske potentiale. Dertil kommer, at filmens fremstiling af Pakistan og pakistansk levevis er nogenlunde lige så primitiv og småracistisk som Faulkners udsyn, hvorved det komiske potentiale i kontrasten går tabt.
Army of One holder ganske enkelt ikke.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Mis. Label.
