Skriv en kommentar
Det er ikke store episke eventyrfilm der bliver lavet flest af i Skandinavien. Den slags har vi normalt overladt til amerikanerne, men bevæbnet med den populære svenske forfatter Jan Gullious ”Arn” saga, har svenskerne med støtte fra Danmark og Norge, søsat et kæmpe projekt der skal imponere visuelt og tage kampen op med diverse Hollywood eventyr. Den første film var en rimelig succes, dog vandt den ikke mange af anmeldernes hjerter, da filmen blev beskyldt for at være for overdramatisk og tom, og det lider ”Arn 2: riget ved vejens ende” desværre også under.
Som den første film efterlod det er Arn(Joakim Nätterqvist) og Cecilia(Sofia Helin) stadig adskilt. 20 år er der nu gået siden hun sidst har set Tempelridderen, der har boet rundt omkring i Jerusalem, i forbindelse med forskellige missioner. Arn kan dog endelig vende hjem efter en overstået sidste mission med sine Tempelridder kollegaer mod den saracenske hærfører Saladin.
Ikke meget er dog som det skal være hjemme i Sverige. Der er uroligheder omkring tronen efter at Knut er blevet udnævnt, men flere andre ønsker en anden konge. Sverkerne alliere sig med danskerne i et forsøg på at vinde tronen tilbage, og et endeligt slag imellem disse to følger hurtigt.
”Arn 2: riget ved vejens ende” er et typisk eksempel på en dårlig filmatisering. I et forsøg på at lave historien så episk som muligt har man fundet alle de flotte slag, spændende romancer og store intriger i bogen, og taget dem ud og lavet en film. Men alle de vigtige ting, der binder disse forskellige begivenheder sammen er undladt. Det er storladet og velproduceret, med højest forglemmeligt. Romancen imellem Cecilia og Arn, er på nogle tidspunkter nærmest Horton-saga agtig, specielt da Cecilia ser Arn vende tilbage, og nærmest er ved at besvime ved synet. Det er den danske instruktør Peter Flinth der har instrueret begge Arn film, og selvom man må sige han har erfaring med periode fra ”Ørnens Øje”, misser han pointerne i Gullious bøger. Det er rigtigt at der er slag osv. som i så mange af den slags fortællinger, men de ting der for en historie som denne til at skille sig ud fra de tusind andre der er, er de langt mere personlige kommentarer omkring datidens samfund, der intet sted er at finde i filmene.
Det er en skam at man ikke har to mere mindeværdige film at se tilbage på, når man tænker på Skandinaviens dyreste filmprojekt nogensinde, da alle forudsætningerne virkede i orden. Det virker som om man har forsøgt at lave en Skandinavisk ”Braveheart”, i stedet for en filmatisering af Gullious bøger. Skuffende.
